Igen en opsang til os alle, fordi vi angiveligt ikke tager klimaproblemerne alvorligt. Som i mange andre udmærkede bøger – Klimabevidsthedens barrierer, På den anden side, Sidste udkald, The Politics of Climate Change, Den store omstilling – er der et opgør med neoliberalismen som mulighed i den verden og tid vi lever i nu – Antropocæn, tidsalderen hvor mennesket udøver indflydelse på jord og atmosfære. Kapitalismen, neoliberalismens bedstefar, var god til at hæve folk ud af fattigdommen, men hverken kapitalismen eller neoliberalismen er anvendelige længere på grund det medfølgende overforbrug af ressourcerne. Det er også hvad Grænseløshedens kultur handler om: at vi trods stigende viden om stadigt hyppigere klimakatastrofer stadig ikke flytter væsentlig på forbrug eller handlemønster. En holder måske op med at spise rødt kød om tirsdagen, en anden begynder at cykle frem og tilbage til arbejde, men samlet er vores tiltag for bæredygtighed uendeligt beskedne.

En af bogens diskussioner går på, hvorfor så få tager klimaforandringerne alvorligt og indleder en hensigtsmæssig adfærd, og det er der flere svar på. Dels har vi, da vi droppede religionen, valgt at sætte forbruget i stedet, og dels er vi koblet op på en hektisk tilværelse med stigende krav om hastighed og vækst, der eksempelvis inddrager flyrejsen som noget man helst skal foretage sig flere gange om året, som det fremgår af reklamesloganet: Rejs dig spændende.

Og vores politikere der burde gå foran med nødvendige grønne initiativer er som politikere i andre lande om muligt endnu mere vækstfikserede. Et andet problem er medierne der kun sjældent relaterer nyhederne til klimaet. Eksempelvis blev omtale af klimatopmødet i Paris efterfulgt af et indslag om danskeres begejstring over de lave oliepriser uden kobling mellem de to emner. Til medierne er der en kort vejledning, som vi andre også kan anvende: Tænk klima og miljø ind i alle stofområder, frem samtalen om, hvordan omstillingen til et bæredygtigt samfund skal foregå.

Grænseløshedens kultur er et opgør med en kultur, vi ikke vil slippe. Berettiget, godt timet i forhold til den nuværende regerings insisteren på koldkrigspolitik – og forhåbentligt også i stand til at nå ud til borgerne.

Gregers Andersen

185 sider

Informations Forlag

Udgivet: 13.05.2016

 

Plukket fra internet den 14. maj er også denne interessante udlægning af den fælles ignorance:

Pluralistic ignorance

If you want to understand why it is that on a planet wracked by climate change, people still don’t talk much about climate change, then this may be the key: They’re people.

Or, more specifically, they’re evolved social mammals who are acutely attuned to how they are perceived by the other evolved social mammals around them — and reasonably so, because those perceptions greatly influence their own lives.

Such is the upshot of new research on why people “self-silence” when it comes to climate change, just published in the Journal of Environmental Psychology by Nathaniel Geiger and Janet Swim of Penn State University.

In a nutshell, Geiger and Swim find that people are often afraid to talk about climate change with their peers because they wrongly think those peers are more doubtful about climate change than they actually are. This incorrect perception — which the authors dub “pluralistic ignorance” — then makes people fear that others will think they’re less competent, and thus, view them with less respect, if they bring up the subject or talk about it.

The vicious cycle that makes people afraid to talk about climate change

www.washingtonpost.com