På den anden side – En rejse i omstillingens grænseland

Et vægtigt og interessant indlæg i tidens debat om grøn vækst, neoliberalismens dødsrute og ikke mindst fremtidige muligheder. Et af bogens særlige og for genren ret usædvanlige karakteristika er, at alle vinkler trækkes frem i lyset og vurderes på baggrund af fakta, og trods det personlige sprog belastes vi ikke af overflødige ‘synsninger’.

Vi kan formodentlig alle blive enige om tegnene på problemerne: Den stagnerende vækst, miljøproblemer, turbulente oliepriser, ressourceknaphed, stigende ulighed, politisk lammelse?

Samtidigt modtager vi en del modsatrettede signaler, således også påstande om, at den globale opvarmning er noget sludder. Fra et møde i olie- og gasindustriens brancheorganisation – Western Energy Alliance – foreligger kommentarer om, hvordan organisationen tackler miljøorganisationer og deres repræsentanter: ‘Fjern deres moralske autoritet’ og ‘Vi kører budskabet gennem ngo’er der er isoleret fra at offentliggøre donorer’. Det var et lukket møde, men en deltager optog det og lagde det på nettet.

Under arbejdet med bogen befinder forfatteren sig i Scoraig – det yderste nøgne rev i det nordlige Skotland med 60 kilometer – herover et par stykker over vand – til nærmeste købmand. Det lille samfund er stort set selvforsynende, og der kun en beskeden udveksling med verden udenfor – af uld og violiner. Hytten som forfatteren bebor holder 14 – 15 graders varme og har egen energikilde – der er i alt 39 små off-grid vindmøller i Scoraig, så de små husstande kan holde liv i deres vigtigste energiforbrugende hjælpemidler. De mennesker der har valgt at bo i Scoraig har i stort omfang valgt en bæredygtig levevis, et liv uden materialisme, og i deres omdeling af goderne endda med en vis altruisme. Selvom der stadig er en enkelt familie der kører deres børn i skole i jeep.

Det kan godt være, at en måneds ophold i Scoraig giver bedre afsæt for at skrive en god, relevant og nødvendig bog. I hvert fald kommer vi vidt omkring vækst, økonomi, autoritet, gamle vaner og alt det der spærrer for udsynet til fremtiden. Et vigtigt emne er de politiske forventninger til vækst, som vi jo møder dagligt og overalt, skønt det først er blevet en del af den kollektive hukommelse de seneste 100 år. Ifølge James Galbraith er der fire grunde til, at væksten ikke vender tilbage:

1) Begrænsede ressourcer og atmosfærens kapacitet til at tage imod klimaforandrende drivhusgasser.

2) Nye teknologier skaber måske profit for virksomhedsejere men ikke vækst pga. flere arbejdsløse der som konsekvens af arbejdsløsheden har mindre forbrug. Flere penge til virksomhederne vil få dem til at anskaffe mere teknologi, ikke flere hænder.

3) Den finansielle sektor der ikke længere fungerer som vækstmotor

4) Ny politisk ustabilitet og en uforudsigelig verdensorden.

Som andre har erkendt, fastslår Jørgen Steen Nielsen, at vi savner en økonomisk videnskab der er kendetegnet ved lav/eller ikkeeksisterende vækst baseret på andre modeller.

Men skønt grundlaget er skredet, kører neoliberalismen på, og dens økonomer tror stadigt på vækstmantraet. Et glimrende billede på kollisionen – der her handler både om kultur og økonomi – er landbruget eksemplificeret i mødet med en ung hårdtarbejdende landmand der bidrager flittigt til fødevareproduktion, eksport og den danske handelsbalance for til gengæld at se sig udhængt i medierne for antibiotikaresistens, manglende dyrevelfærd og belastning af miljøet. Datidens dyder er nutidens forbrydelser.

Nok så markante og fatale er de nye TTP- og TTIP-aftaler – endnu et skridt ad liberalistisk vej. Basalt handler det om at lave et indre marked sammen med USA. Det betyder, at USA skal høres, hver gang et EU-land planlægger lovgivning, der måtte påvirke amerikanske virksomheders indtjening. Altså en svækkelse af demokratiet.

En svækkelse af demokratiet undgår vi næppe alligevel, for hvilke andre muligheder har vi for at påvirke verdenssamfundet om ikke via magtafgivelse til EU?