En bog om mareridt, katastrofer og drømme baseret på spørgsmålet om, hvorfor folk bliver ved med at køre firehjulstrækkere, når de ikke kan være uvidende om, at de dermed bidrager til en katastrofe af episke dimensioner: Klimaforandringerne. Firehjulstrækker skal her opfattes som en metafor for den enkeltes manglende initiativ, når det gælder klodens fremtid. Det er Giddens hensigt med bogen at vise, hvordan man kan ændre holdninger og rent faktisk forbedre forholdene:

Giddens begynder med begyndelsen – næsten: Udtrykket ’Bæredygtig udvikling’ er fra 1987, Brundtland-rapporten, hvor man for første gang blev opmærksom på, at ressourcerne ville slippe op med hidtil uventet hast, hvis man ikke ændrede brændstofs- og forbrugspolitik.

Bæredygtighed vurderes ud fra følgende elementer (World Economic Forum):

Tilstanden i de økologiske systemer: Vand, luft, jord

Påvirkningen af disse systemer og deres forureningstilstand

Den samme påvirknings indflydelse på mennesker målt i fødevaretilgængelighed og risiko for sygdomme

De sociale og institutionelle muligheder for at tackle de dermed forbundne trusler

Muligheden for at forvalte de fælles goder.

Der er forskellige veje til at bedre vilkårene for kloden, blandt andet skal klimaforandringerne bringes ’frem i hjernen’ både hos borgeren og hos politikeren. Alt for ofte er det et emne, der skubbes væk. Det er nødvendigt med positive mål, og det er nødvendigt at sikre, at fattige lande bevarer deres ret til økonomisk vækst, mens den vestlige verden med fordel kan påtage sig sit ansvar og ændre synet på sektionale interesser og formålsløs materialisme.

En del lande har allerede gang i noget fremtidsrettet. Eksempelvis Sverige, der ved hjælp af kernekraft, hydroelektricitet og biogasser satser på at blive verdens første oliefri land i 2020, tæt fulgt af Tyskland og Island (USA og Saudi-Arabien ligger i bunden). En lille klub på fire lande:Norge, Island Costa Rica og New Zealand forventer at få 90% deres energi fra alternative energikilder i 2025, omend man stadigt slås med kulfyrede kraftværker. Problemet i mange lande er, at der ikke tænkes i helheder. For eksempel overvejer englænderne at udvide Heathrow, så der bliver plads til yderligere 100 flyafgange om dagen, hvilket jo står i skærende misforhold til ambitionerne om at reducere afhængigheden af fossile brændstoffer.

Vejen frem er altså subsidiering af alternative teknologier, afgifter på fossile brændstoffer, kernekraft, at bringe klimaforandringerne ind midt på den politiske scene (for så vidt det er muligt for den politiker, der har brug for at bevare stemmen fra føreren af firhjulstrækkeren). Samtidigt opfordres industrilandene til at tage ansvar – et flertal af borgere er villige til at støtte nationale og internationale initiativer, der skal imødegå den globale opvarmning, så længe dette ikke kræver en betydelig livsstilsændring. Flere virksomheder er allerede ved at vise vejen. Coca-Cola har et samarbejde med Verdensnaturfonden om bevarelse af vandforsyninger, Unilever har en aftale med Rainforest Alliance, og IKEA har ligeledes en aftale med brasilianske NGO’er om beskyttelse af regnskoven. (Om der så er et beskedent skær af hykleri over en virksomhed, der bygger 34.000 kvadratmeter forretning i Odense med henblik på at inspirere til lange bilture, er en anden sag. Men man forventer næppe, at kunderne kun kommer fra nærmeste opland).

Giddens opregner de utallige muligheder der er for alternativ energi: Vind, bølge/tidevand, biogasser, solenergi, varmeskjolde (i værste fald), ’scrubbers’, der suger drivhusgasser ud af atmosfæren. Kernekraft er stadig svært at komme udenom, og bilen, der står for 14% af de totale udstødningsgasser, betragtes som afgørende i visse økonomier, men også her er der mulighed for fornuftig indgriben.

Kort sagt er budskabet: Drop snakkeklubben (også G8) og gør noget. Der er muligheder nok.

Anthony Giddens

264 sider

Polity

Udgivet: 2009