Klimastaten begynder med en nedtur. Det er Scavenius’ overbevisning, at enkeltpersoner ikke har en kinamands chance for at påvirke klimaproblemerne. At den ene holder op med at køre bil, og den anden ikke spiser oksekød betyder så lidt i sammenhængen. Det er nedslående læsning om almuens tragedie, og måske også en undervurdering af at hvis 10 % af en gruppe flytter sig, så er der mulighed for, at hele gruppen rykker.

Scavenius påviser, at konkurrencestaten kan erklæres fallit, når det kommer til klimahandling. På grund af voldsom udnyttelse er mange ikkeopbrugelige ressourcer blevet til opbrugelige ressourcer, og det er her, Scavenius’ klimastat får sin berettigelse: når de offentlige ressourcer skal bevares og prioriteres til alles bedste. Der tages udgangspunkt i klimarettigheder: Mennesket har ret til livet, Mennesket har ret til sundhed, Mennesket har ret til basale livsfornødenheder – altså ret til, at ingen forhindrer adgangen til liv, sundhed og livsfornødenheder. Det er klimastatens opgave at sikre stabile biologiske rammer for vores civilisation. Måske er det netop det, der blev understreget, da schweiziske bedstemødre vinder klimaretssag over staten.

I Klimastaten nævnes en undersøgelse fra 2014, der påviser at 90 private og statsejede virksomheder er ansvarlige for 63 % af den samlede, industrielle udledning af CO2 og metan i årene fra 1751 til 2010. Det er galt nok, men hvad der er om muligt mere skræmmende: fjernelse af statssubsidier til olie, kul og elektricitet ville nedbringe CO2-udledningen med 28 %. I 2017 blev 6,5 % af det globale bruttonationalprodukt brugt på at subsidiere netop disse industrier. Fordi vores stat basalt ikke har ændret sig med tidens nye udfordringer, betaler vi over skatten for at køre på første klasse til helvede.

Med til beretningen hører historien om vores vaklende demokratier der er præget af populisme og fake politics.

Fake politics fordi ingen af de politiske fløje formår at tackle andet end populistiske problemer som burkaer og håndtryk. Det bedste eksempel på fake politics er, når man politisk vil fremme elbilen og samtidigt skaffer bedre betingelser for fossilbiler – som motorvejsbygning der alt andet lige blot er videreførelse af forældre trafikpolitik. Staten fastholder dermed status quo, uden at berøre de reelle problemer der ville kræve en reduktion af privatbilismen.

Løsningen er ifølge Scavenius at gå fra det individbaserede til det institutionelle – det vil sige skabe en klimastat, i modsætning til det tilløb til minimalstat vi lever i nu. Det er et problem, at det er gratis at forurene, at udnytte knappe råstoffer, og at bekæmpe biodiversiteten med gift. Udover skaderne giver det unfair konkurrence til grønne virksomheder. En fair politik ville sørge for, at forurenende virksomheder lægger prisen for forureningen på produktprisen. Så ville konkurrencen være reel.

Klimastaten afsluttes ikke som andre klimabøger – med tips til hvad man selv kan gøre – men med et rids af, hvordan politikken bør indrettes for at tackle problemerne, nationalt og globalt.

Om Scavenius har ret, er ikke helt klart, men det er til gengæld indlysende, at det er tidens vigtigste opgave at forsøge at skabe stabile, biologiske rammer. Mon vores regering er opmærksom på det?

Klimastaten

Om hvorfor klimakrisen ikke bliver løst – og hvad vi kan gøre ved det

Theresa Scavenius

158 sider

Gads Forlag

Udgivet: 2022

Birte Strandby