Mathias er en del af en lykkelig kernefamilie: Mathias, lillebror Carl-Emil og to forældre der elsker hinanden. Mathias er lykkelig, indtil han bliver ti år. Så dør Carl-Emil og efterlader et tomrum og en smadret familie. Mathias’ far flytter ud og finder en ny familie. Ifølge Mathias går det overraskende hurtigt. Mathias bliver boende hos sin mor der er ved at gå i forfald. Senere flytter han til København, men brorens død og forældrenes efterfølgende svigt flytter med.

Fortiden dunker som vedvarende dolkestød mod ryggen …

Mathias oplever nutiden i nærbilleder, detaljer fra besøg i boghandlen, hvor han bemærker titlen på en anden kundes bog, detaljer i sin egen påklædning, solen i nakken og de mange tanker der basalt handler om savn og svigt, selv om det ser ser helt anderledes ud på overfladen.

De nære oplevelser af nutiden blandes med tilbageblik på barndommen, til livet sammen med Carl-Emil og forældrene. De små og store oplevelser, sammen med familien, morens senere ligegyldighed, efter Carl-Emils død, farens fravær, og at leve med, at Carl-Emil ikke længere kalder på hans omsorg og skal beskyttes.

Selvmord kunne føles som en løsning for Mathias, men måske byder tilværelsen på andre muligheder.

Læseren får et portræt af Mathias og hvad familien var før og efter Carl-Emils død. Beskrivelserne er indfølte og giver et billede af, hvad brorens død betyder, hvad Mathias samlet har mistet.

Han vil ikke længere være iblandt os, men han vil heller aldrig være borte.

Genskin i sol

Frederik Scheuer

322 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2023

Birte Strandby