Bogforum 2016

Grænseløshedens kultur

Grænseløshedens kultur – Et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder blev diskuteret af forfatteren Gregers Andersen og Jørgen Steen Nielsen der selv har forfattet På den anden side, et værk med et lignende budskab. De to forfattere var angiveligt også nogenlunde enige, og samlet set var der for de fleste næppe de helt store nyheder, mens trægheden i omvendelsen af vores kultur mod det mere klimavenlige blev forklaret udmærket med Gregers Andersens udlægning: vi slås med gamle normer for kapitalismen og vækstøkonomi – strømninger der har været undervejs i flere hundrede år og derfor er så vanskelige at ændre på. Selv moderne politik tager udgangspunkt i den gammeldags tænkning.

Magtens korridorer

Søren Jakobsen og Søren Lippert blev interviewet om magten i landet. Søren Jakobsen har skrevet Overklassemagt om eliten og aristokratiet der tager beslutningerne i dølgsmål og først efterfølgende offentliggør dem. Således beslutter de virksomhedsflytninger, der kvæster hele udkantsområder, mens flytning af en politiskole i Herning er peanuts i sammenhængen. Det sætter også vores demokrati i relief, for hvor meget er demokratiet værd, hvis det kun kan påvirke de små økonomiske beslutninger i kongeriget?

Den økonomiske elite blander sig ikke meget i politik. En enkelt adelig, Markus Knuth, stiller op for Venstre, valgt på grund af sin tilknytning til landbruget, men ellers ser man ikke den store pengemagt blande sig, for basalt har de ikke brug for det. Anbefalingen fra Søren Jakobsens side var selvsagt større åbenhed.

Søren Lippert forfatter til Bag magten og politisk rådgiver fortalte om embedsværket og i lighed med Peter Loft og Jørgen Rosteds Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem omtalte han, at embedsværket er det samme uanset politikernes partifarve. Altså modsat Sverige, Norge, USA hvor topembedsmænd udskiftes sammen med politikerne.

Først for nyligt har ministeren fået muligheden for at få sin egen politiske rådgiver. En personage som embedsværket anstrenger sig for at give mindst muligt magt: Nede ad gangen, langt væk fra ministerens hotelværelse, ikke ved en plads ved bordet – det lyder surrealistisk men er også embedsværkets forsøg på at forholde sig til en kollega der ikke er under departementschefens ledelse.

Konklusionen efter interviewet med Søren Jakobsens og Søren Lippert bliver noget i retning af, at magten ikke nødvendigvis ligger hos demokratiet – hvor den burde? Flere efterfølgende arrangementer er inde på noget lignende:

Multikulturalimsens fælder

For eksempel var det første man oplevede i forbindelse med debatten om Multikuralismens fælder et sikkerhedsopbud der gav lufthavnen i Tel-Aviv under seksdageskrigen kamp til stregen. Politifolk med skudsikre veste, vagter monteret med mikrofon og secret service-accessories, politifolk og vagt siddende i begge sider af salen, hvor der var plads til godt 100 bogmessebesøgende: det kulturelle segment, kvinder over halvtreds, med ægtefæller i fløjlsbukser og fodformede sko.

Flemming Rose interviewede Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg om Multikulturalismens fælder – Mørklægning og moralisme i medier, forskning og politik, der blev udgivet i april i år. Og som ikke er mindre aktuel set i lyset af det nylige valg af Trump som amerikansk præsident, og det forestående franske valg der kan gøre Marine le Pen til præsident.

Essensen er, at den multikulturalistiske ideologi – der går ud fra, at forskellighed er positivt og at kulturer respekterer hinanden – er svagt hyklerisk og afviser rationel bekymring. Netop denne rationelle bekymring er der ikke plads til andre steder end på den yderste højrefløj, fordi den etablerede politiske korrekthed forkaster den som racisme.

Bekymringen falder i to dele, dels de vanskeligheder der kan være i forholdet mellem en kristen kultur og en muslimsk og dels i forholdet til mængden af flygtninge. Den bekymring er årsagen til, at der vælges så ekstreme ledere: de repræsenterer mennesker der føler sig overhørt.

I stedet for at tage bekymringen alvorligt har vi i den vestlige verden ikke mindst i Danmark valgt at dæmonisere en del af vælgerkorpset – især Dansk Folkepartis vælgere. Det er det samme der sker i USA, når Clinton kalder Trumps vælgere for deplorables.

Samtidigt stigmatiserer man minoritetsgrupper ved at beskytte dem og give dem særrettigheder. Som når man eksempelvis tillader jokes om Jesus og Moses men ikke om Muhammed.

Muhammed-tegningerne dukkede hyppigt op i debatten netop fordi satire jfr. forfatterne grundlæggende indikerer ligeværdighed og har en integrativ funktion, mens en beskyttelse af en minoritet forstærker de kulturelle forskelle. Beskyttelse er lig med disrespekt, politisk korrekthed er undertrykkelse, og friholdelsen fra debat er problematisk. Man kan dermed sige, at multikulturalistisk ideologi er en hæmsko for integration, og det var Mehmet Ümit Necefs anbefaling, at man ved modtagelse af flygtninge og indvandrere gjorde opmærksom på, at man her i landet havde bestemte værdier indenfor kønsligestilling, skat, velfærd.

Heri kan man vælge at være enig med forfatterne, og man kan betragte beskyttelse som et udtryk for stigmatisering, men vi ved også, at flygtninge er en sårbar gruppe, og retorikken fra højrefløjen har været grim meget meget længere, end bekymringerne har været rationelle. Et kapitel af Frederik Stjernfelt om tonerance i Multikulturalismens fælder kan bidrage til løsningen på det retoriske problem.

Nytårsaften i Køln 2015, hvor flygtninge gik amok blev nævnt som eksempel på irrationel beskyttelse af en minoritet. Ville overskrifterne have været anderledes, hvis gerningsmændene havde været skinheads?

Den der truer, har magten, var en af flere konklusioner, og det kunne man jo tydeligt se på det omfattende vagt- og politiopbud, der var ved indgangen til scenen, hvor debatten blev afholdt. Forlokalet blev brugt til tjek af folk, de blev bedt om at tage overtøjet af, tømme lommerne, de blev scannet og deres tasker blev gennemrodet med større grundighed end i nogen europæisk lufthavn. En sort genstand blev omfattet med særlig interesse, indtil det afslørede sig som det det var – et sort brilleetui – medbragt på en bogmesse.

Århus i litteraturen

Der var ikke politibemanding på Århus Universitetsforlags stand, hvor Lars Bukdahl og Svend Åge Madsen underholdt om Århus i litteraturen. Det var generelt en lattermild og sympatisk forestilling, og Svend Åge Madsen fortalte, at Den gamle By har været besat og har bredt sig. Efterfølgende har dem fra udkantsårhus besat den indre by, de var misundelige på beboerne i Den gamle By og har fået lov til at blive boende, hvorefter dem fra det nye udkantsårhus har besat det gamle Århus. Ingen ved, hvornår det begyndte, eller hvor meget Århus det omfattede.

Århus har været central i flere af Svend Åge Madsens værker. I begyndelsen af forfatterskabet forsøgte Madsen sig med en vis anonymitet, og oplevede, at interesserede læsere ligefrem kom og talte trinene til forfatterens lejlighed for at konkludere, at de havde fundet romanens location. Siden gik Madsen over til at fortælle præcist, hvor i Århus romanernes handling finder sted.

Hvor går gransen?

Tidligere direktør for Dansk Sprognævn, Jørn Lund, er som sædvanligt Bogforums mest tiltalende bud på en sur gammel mand, når han venligt indigneret revser os for sprogbrug og udtale, som i sin seneste bog Hvor går gransen? En lidt anderledes konklusion var her, at sproget følger magten, og det er en af forklaringerne på den hyppige tilegnelse af låneord.

Da kvinder og tyende blev borgere

Pia Fris Laneth kunne man høre på Dansk Pen – forfatter til Lilys Danmarks historie og den glimrende 1915 – da kvinder og tyende blev borgere. Dansk Pen havde også inviteret to tyrkiske forfattere, som vi skulle have hørt, men som blev fængslet, inden de nåede at forlade landet: Aslı Erdoğan og Ahmet Ergenç.

Laneths glimrende, velforberedte oplæg Sko, skæg og skørter omfattede en kritik af patriarkalske tankegange, og hun nævnte burkaen der tydeligvis er resultat af mandens frygt og et udtryk for chauvinisme at forlange at kvinder skal gå med den, men ikke mindre chauvinistisk at forlange, at de ikke må gå med den. 26 franske byers forbød burkinien som kommentar til Nice-terroren. At reaktionen er irrationel må vi bare leve med, eller hvad?

H.G. Wells

På Science fiction Cirklens stand præsenterede Ph.d. Niels Dalgaard forfatteren H. G. Wells, der er blevet genudgivet hos Science fiction-Cirklen. En af de tre udgivelser er Tidsmaskinen, der er filmatiseret i 1960 og i 2002. H. G. Wells gjorde sig bemærket ved kun at have en fantastisk ting i sine romaner, resten bibeholdt status quo, hvorfor det fantastiske blev tydeligere. Wells betragtes som en af science fiction genrens fædre i lighed med Jules Verne.

Illustratorer

I et afsides hjørne af messen holdt børnene og tegneserierne til, og her interviewede Peter Adolphsen tegneserieproducenterne: Annette Herzog, Rasmus Breinhøi, Morten Dürr og Lars Hornemann, de to sidste om deres Zenobia, en uforglemmelig historie om en lille flygtningepige. Selve interviewet handlede mest om metode og samarbejdet mellem forfatter og illustrator, og hvis man gik og troede, at forfatteren bestemte, så kan man godt tro om igen.

Den samlede konklusion på dagens input: Sproget følger magten, den der truer har magten, den diskrete elite har magten…

Bogmessen havde et forrygende udbud af kvalitetsevents, men med risiko for at stigmatisere lavprissupermarkeder, så er der overordnet kommet et kedeligt skær af nettosk kommercialisme over rammerne.

Bogmesse, den 12. november 2016

Birte Strandby