Så kom den endelig! Fortsættelsen man har ventet på – både børn og voksne.

For naturligvis holder De tre Bukke Bruse jul, og det gør trolden også.

Det begynder idyllisk, byen er blevet til et rent snelandskab, og det store juletræ på torvet bliver tændt til alle børnenes (her: dyreungernes) store begejstring. Så er der en der spørger om, der også er en julemand, og det får de tre Bukke Bruse til at tænke over, om de mon får besøg af julemanden. Det har de nemlig aldrig haft, og den mellemste Bukke Bruse har oven i købet bemærket, at man ikke nødvendigvis behøver at være artig for at få besøg af julemanden.

De næste dage går med at kælke og skrive en ønskeseddel til julemanden. Den erfarne læser af De tre Bukke Bruse-serien ved, at der er en risiko for, at trolden dukker op – og det gør han! Chokerende og skræmmende, men det er heldigvis ikke slutningen.

Igen en fin fortælling med fuld tryk på de grafiske effekter både illustrationer og tekst, smukt holdt i varme farver i de hyggelige jule- og vinterlandskaber – og chokerende rødt, når trolden er på banen.

Målgruppen begynder ved ca. treårs alderen, men det er også rent guf for den voksne oplæser – og en mulighed for at gyse og grine sammen med resten af familien.

Serien omfatter desuden De tre Bukke Bruse i Badeland, De tre Bukke Bruse vender tilbage, De tre Bukke Bruse i skole.

De tre Bukke Bruse holder jul

Bjørn F. Rørvik

Gry Moursund

Oversat af Nanna Gyldenkærne

48 sider

Gyldendal

Udgivet: 23.10.2023

Birte Strandby