Så kom den, den længe ventede firer. Den første er den gammelkendte fortælling, der handler om de tre Bukke Bruse og kunsten at gå over en bro, når der sidder en trold og lurer under broen.

Den næste er De tre Bukke Bruse i Badeland, og den tredje er De tre Bukke Bruse vender tilbage. I alle tilfælde får trolden en rolle, og i fireren er trolden bare blevet lidt smartere. Den har fået ansættelse på en skole og sender brev til De tre Bukke Bruse:

De tre Bugge Bruse ska state i skole Hilsn ny rektor

De tre bukke har derpå en diskussion om, hvorvidt det nu er nødvendigt at gå i skole. De to mindste synes egentligt, at de har lært det de skal, men den Store Bukke Bruse er som sædvanligt klog og eftertænksom. Han finder kravet om skolegang fornuftigt, og så starter de sammen med andre dyr. Det går ikke så godt. De mindste Bukke Bruse er ikke helt klar til skolens disciplin, og de må melde sig hos rektor efter ganske kort tid i klassen. Det udvikler sig tumultarisk, og vi lærer hvad en kopimaskine også kan bruges til.

Illustrationerne er heftige og overordnet den beskedne tekst, der også omfatter enkelte ytringer som ‘Bæ’. Der er et vældigt leben på skolen, og kun trolden er sort og farlig. Tegningerne ser ud, som om de er lavet af en fem-seksårig, og det bliver de ikke mindre spændende af. Og trolden er præcist så truende, som man forventer det af en aggressiv trold.

De gode tegninger gør bogen tilgængelig og historien genkendelig, selvom universet med talende dyr måske ikke er det.

De tre Bukke Bruse i skole

Bjørn F. Rørvik

Illustreret af Gry Moursund

Oversat af Nanna Gyldenkærne

46 sider

Høst & Søn

Udgivet: 05.01.2018

Birte Strandby