En omfattende og grundig gennemgang af de mange dilemmaer pædagogerne står overfor i deres arbejde med medmennesker.

Indledningsvist beskrives pædagogens rolle sagligt, fagligt og personligt. Ifølge Servicelovens paragraf 81 er grundlaget for det pædagogiske arbejde, at pædagogen bidrager til at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse og udvikling. Men pædagogens arbejde afhænger i lige så høj grad af dennes dømmekraft, og det vigtigste bliver dermed balancen mellem plads til menneskets egen handlefrihed og omsorgssvigt. Den attraktive middelvej bliver så, at pædagogen stræber efter det der er værdifuldt og godt under hensyntagen til specifikke omstændigheder i konkrete situationer. Det betyder, at personlige territorier skal respekteres, og at etik altid er en del af projektet.

I flere af bogens kapitler er der historiske rids, således er daginstitutionens opgaver ændret fra 1976, hvor daginstitutioner har til opgave i samarbejde med forældrene at skabe et miljø for børnene, der kan supplere hjemmets opdragelse. Til 2007: Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling…

Bemærkelsesværdigt er det, at hjemmets opdragelse er faldet ud i løbet af de knap 40 år. Ansvaret har flyttet sig, så pædagogernes ansvar – og den tid de tilbringer sammen med børnene – er øget. Og de af os der har haft børn i institution i den periode har næppe kunnet undgå at bemærke, at normeringen i daginstitutionerne er faldet i samme periode. Bogen har mange cases til belysning af dilemmaerne. Muligvis utilsigtet viser de fleste cases også, at institutionerne bestemt ikke er overbemandede, eksempelvis er der pædagogen der skal tage sig af et bestemt barn i konflikt og afbrydes af et barn der skal skiftes, af en telefon.

Begreber som kulturrelativisme og racisme er behandlet og der fokuseres på, om opståede vanskeligheder skyldes situation eller kultur. Det er et spørgsmål der går igen flere steder i dagens debat, eksempelvis i bogen ’Er danskerne racister’ af Henning Bech og Mehmet Ümit Necef, ligesom man kunne fristes til at stille spørgsmålet i forbindelse med ‘De unge mødre’: Følger der en stempling med vores hidtidige erfaringer på området, eller husker vi at tolke det konkrete problem fordomsfrit? Hvilket igen let kan komme i karambolage med bogens anbefaling om at inddrage alle faktorer på individ-, mikro-, meso- og makroniveau for at få det hele billede af barnet/mennesket.

Der var ingen, der lovede at det var nemt, og de mange komplekse problemstillinger fremstilles da også omfattende og belyst fra mange vinkler. Selv i de cases hvor pædagogens handlemåde ligner sund fornuft og forsøg på integration gennem normalisering og tilpasning, kan der rejses tvivl om, hvorvidt han/hun fokuserer på den enkeltes fejl og mangler frem for på fællesskabets måde at være fællesskab på.

Kapitel 7. Normalitet og sociale afvigelser er særdeles relevant for de pædagoger, der står overfor tilfælde med børn, der muligvis er blevet slået eller misbrugt. Hvornår og hvordan skal man reagere?

Magt, kriminalitet og velfærd behandles i andre af bogens kapitler, og i Individ, institution og samfund ses der nærmere på den fatale sag om Strandvænget, der i 2007 blev hængt ud for sin ubehagelige behandling af stedets beboere. Det kostede lederen jobbet, men forfatteren, Carsten Pedersen, ser nærmere på andre faktorer, der har haft indflydelse herunder ressourcer, der som det er nævnt i flere kapitler, er et element, der skal tages med i betragtningerne.

Graden af kompleksitet i pædagogens arbejde er en udfordring og udover sans for værdierne, som de ser ud i Danmark pt., er etisk dømmekraft og sociologisk fantasi betingelser for at kunne løse udfordringerne tilfredsstillende for alle parter.

Carsten Schou & Carsten Pedersen (red.)

Desuden bidrag fra: Morten Ejrnæs, Janne Hedegaard Hansen, Carsten Frank Olesen, Marianne Skytte, Üzeyir Tireli

477 sider

Akademisk Forlag

Udgivet: 2013 (tredje reviderede udgave)