Hvor medierne er fulde af klimakrise, smeltende polaris og risikotilværelsen for isbjørne og inuitter, så beskæftiger udenrigspolitikken sig med oprustning for de fem nationer, der har andel i Arktis: Danmark, Norge, Canada, USA og Rusland. For midt i klimakampen er det ikke helt uvæsentligt, hvem der har rettighederne til undergrunden og sejlruterne nord om polen, når isen smelter.

Russerne og danskerne sejler rundt og anbringer små flag på centrale steder, og danskerne sender en stærkt ressourcekrævende ekspedition (Lomrog II, 2009) af sted, der skal undersøge, om Danmark kan gøre krav på dele af kontinentalsoklen. Begrundelsen herfor er omtrent så velmotiveret som begrundelsen for deltagelse i Irak-krigen – og hovedemnet muligvis det samme: Olie. Kan olien hentes op, og hvem har retten til det? Flere olieselskaber er i gang med at bore ud for Grønland ledsaget af heftige protester fra Greenpeace og Verdensnaturfonden. Grønlænderne er ikke så imponerede af miljøorganisationerne, især huskes Greenpeace-fadæsen med sæljagten i 1980’erne, og så finder adskillige grønlændere, at det efterhånden må være deres tur til at være velhavende industrination uden afhængighed af Danmark.

Bogen omfatter historiske fakta, beskrivelser af tidligere ekspeditioner og den politiske holdning på området. Også balladen om Hans Ø mellem Canada og Danmark er medtaget samt lidt om de danske Ekofisk-erfaringer, der kostede Danmark dyrt.

En nødvendig bog om Danmark som ny stormagt. Men prioriteringen af underemnerne er ikke helt overskuelig: Historien og politik indgår i tilsyneladende varierede og ustrukturerede doser i de fleste kapitler, ligesom fortællestilen inddrager uhensigtsmæssigt mange detaljer uden betydning for budskabet – eksempelvis skibsførerens autoritære ledelsesstil på Lomrog II ekspeditionen.

Martin Breum:

270 sider

Gyldendal

Udgivet: 03.03.2011