Uligheden er voksende, ikke bare i USA og Frankrig, men også i Danmark. Det er ikke sikkert, vi nærmer os angreb på Folketinget eller gule veste, men der er varsler. De fem forfattere tager fat i dagens klasseinddeling og viser skematisk, hvordan overklassen er blevet større og rigere, mens arbejderklassen er blevet mindre. I 1987 udgjorde den 59 % af befolkningen, og i 2019 knap 40 %. Ydermere har vi fået en stor gruppe mennesker, prekariatet, der ikke rigtigt får varigt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Tdligere giftede folk sig på tværs af sociale klasser, men nu ser det ud til, at man i højere grad gifter sig inden for de klasser, hvor man allerede befinder sig. Lønningerne i toppen er steget voldsomt, som vi har hørt om det fra bankverdenen. Elitens egen begrundelse for de høje lønninger er, at man konkurrerer internationalt om de bedste kandidater, mens en dansk headhunter fortæller, at udenlandske firmaer almindeligvis hyrer interne kandidater til topposter. Så konkurrenceargumentet virker ikke fyldestgørende.

De riges klub interesserer sig for politik og politiske aftaler der ikke hæmmer deres egen indtjening, og de har råd til at betale for lobbyisme. Under den forrige regering lykkedes det eksempelvis at få arveafgiften ned på seks procent. Den blev ført tilbage til de sædvanlige 15 % under den nuværende regering, men regeringer kan ikke være upåvirkede af de riges lobbyister, og det tærer på demokratiet.

En anden udvikling er, at arbejderklassen ikke længere har råd til at bo i de store byer, København, Århus, Odense og til dels Ålborg. De gamle, billige lejligheder er blevet renoveret og sælges som ejer- eller andelsboliger til priser der kun kan betales af rige. Det giver, måske lidt overraskende, en ny ulighed i pendlingen. Rengøringsassistenten og håndværkeren har fået 70 kilometer til arbejde, mens arbejderkvarterer i København er blevet til velhaverghettoer med eksklusive forretninger og restauranter.

Uligheden viser sig flere steder. Som bekendt lever folk længere i toppen af hierarkiet end i bunden, vores sundhedssystem halter, når nogen kan købe sig til bedre sundhedsydelser, og angiveligt går overklassens børn også i andre skoler. I kapitlet om skoler nævnes, at tendensen er stigende, men faktisk er andelen af børn i friskoler omtrent den samme, som den var i 1920, og det er ikke kun velstående mennesker der sætter deres børn i fri- og privatskoler, men også borgere med anden religiøs baggrund. Forfatterne skelner mellem friskoler og privatskoler, men begge typer hører under friskoleloven.

Der er mange grunde til at reagere mod den tiltagende ulighed, og vi må også nu erkende, at den trickle-down-økonomi liberalister ofte bruger i argumentationen for skattefrihed til højtlønnede, ikke eksisterer. Der bliver ikke skabt flere jobs, når rige bliver rigere. I det hele taget synes en af de væsentlige følger af øget ulighed at være manglende deltagelse i det fælles ansvar fra de rigestes side, et svigt af den danske model.

Man kan spørge om, det så også er de riges lobbyisme der har påført os en infrastrukturplan der støtter brobygning uden hensyn til miljø og klima.

Under alle omstændigheder bør vi sætte ind – i boligpolitikken, i uddannelsessystemet, i udviklingen af udkanten. Der er nok at tage fat på. ‘Rige børn leger bedst’ rummer mange tabeller der belyser mange af skævhederne, eksemplerne er velvalgte, og bogen er inspirerende læsning for alle.

Rige børn leger bedst

Et portræt af det danske klassesamfund

Lars Olsen, Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen, Niels Ploug

246 sider

Gyldendal

Udgivet: 20.04.2021

Birte Strandby