Klima og ulighed er to af tidens største vanskeligheder. De to problemer hænger sammen, og som det også fremgår af adskillige nyere værker, senest ‘Rige børn leger bedst’, hænger uligheden sammen med vores demokrati eller rettere, vores skrumpende demokrati.

Pelle Dragsted indleder sit værk om nordisk socialisme med et overblik over, hvordan magten har flyttet sig, så vores politikere i stadigt højere grad tilpasser sig en økonomisk elite i forventningen om, at produktion og arbejdspladser bliver i landet.

Vores system har længe været kapitalistisk, og Thatcher og Reagans neoliberalisme har bidraget væsentligt til privatiseringer af virksomheder der måske burde have været statslige. Det har skabt en stadigt større distance mellem dem der ejer produktionsmidlerne, og dem der arbejder. Oven i købet har automatiseringen muliggjort produktion uden megen arbejdskraft, så det oftest er arbejdsgivers marked.

I forvejen er det vanskeligt at ændre ved det kapitalistiske system, og de riges lobbyister udøver politisk indflydelse, så de rigeste kan fastholde deres indtjening uden at deltage i det danske samfund. Og dem der arbejder for samfundet har måske nok demokratiske rettigheder, men de rækker ikke så langt. 

Det er en kendsgerning, at ulighedssamfundet fungerer dårligt, sundheden er dårligere, kriminalitet og utryghed er højere. Når den politiske magt løber efter den økonomiske magt, går det ydermere langsomt med droppe investeringer i kul til fordel for grøn strøm, og kødproduktion styres af magtenheder, der befinder sig uden for demokratisk kontrol. Det er også det, vi oplever, når de store techvirksomheder – Google, Facebook, Twitter – skovler data ind og sælger dem, uden at forbrugerne har chancen for at forhindre det, eller staten har mulighed for at beskatte virksomhederne. 

Problemstilingen er velkendt og kompliceret, men nordisk socialisme rummer mulige løsninger, og bogens ideal er en pluralistisk demokratisk og socialistisk økonomi.

Pelle Dragsted gennemgår, hvad der fungerer ved socialismen: funktionssocialismen der omfatter det fælles sundhedssystem, den kollektive transport, andelsbevægelser, kooperativer – vandværker og brugsforeninger. Desværre har nyliberalismen dræbt en del af de oprindelige fællesprojekter især inden for bankverdenen, men der er stadigt over 18.000 demokratiske virksomheder i Danmark. 10 % af den samlede omsætning i økonomien kommer fra demokratiske virksomheder, og knap hver tyvende privatansatte går på arbejde i en demokratisk forvaltet virksomhed. 

Tidligere har man i Folketinget diskuteret Økonomisk Demokrati, det vil sige medarbejderaktier, medbestemmelse og personlig involvering, men begrebet fandt aldrig en form der var spiselig for andre end Socialdemokratiet. Dragsteds forslag er, at man (gen)udvikler funktionssocialismen og ser nærmere på medarbejderejerskab. Ikke som det så ud i Sovjetunionen eller Østtyskland, hvor det begge steder endte i en kæmpe kontrollerende stat; og et systemskifte som socialismen tidligere forventede er slet ikke på tale. Kunsten er at finde en passende balance, så medarbejdere har indflydelse på de virksomheder, hvor de arbejder. (Medejervirksomheder behandles i bogen Medejer.)

Der kan stadigt være virksomheder der fungerer bedst ud fra kapitalistiske principper, men det er muligt at sikre en permanent cirkulation af velstand med høje skatter, høje arveafgifter og afgifter på kapitalindkomster, formuer og arv. Ejerskabet af produktionsmidlerne kan eventuelt forblive hos eliten, men demokratisk kontrol skal sørge for, at investeringer sker til alles bedste. Således burde det være muligt at gå ind i klimakampen uden at skabe revolter med gule veste og angreb på Folketinget.

Dragsted giver et fornuftigt overblik over den historie, der har ført os ud i demokratikrisen, venstrefløjen får høvl for manglende agtpågivenhed, og højrefløjen for manglende perspektiver. Perspektiv er der til gengæld i Dragsteds forslag til en vej frem, og det er ikke en vej der fordrer et kæmpe statsapparat eller et systemskifte, men derimod bygger det bedste fra socialismen ind i vores kapitalistiske samfund. Det lyder, som noget der kan lykkes. Den manglende ingrediens lige nu, er nok fællesskab. Så her er noget at arbejde med fremover.

Nordisk socialisme slutter med en outro, en fortælling om livet i 2042. Outroen napper også lige prekariatet på vejen ud. Borgerne er ansatte i kooperativer, de store techgiganter kan ikke finde arbejdskraft til de lavtlønnede stillinger, vi har en tværpolitisk klimaregering, privatbilisme eksisterer kun i form af delebiler, og vi vil være klimaneutrale i 2045!

Nordisk socialisme

På vej mod en demokratisk økonomi

Pelle Dragsted

384 sider

Gyldendal

Udgivet: 01.05.2021

Birte Strandby