Litteraturen er fuld af kriser, teenagekriser, midaldrende mænds kriser, yngre kvinders kriser. Søkvinden hører til i den sidste kategori. Der er det ved kriser, at hvis læseren ikke kan genkende dem, kan de være ganske vanskelige at forstå, selv om de præsenteres med et indfølende sprog og beskrivende metaforer.
Maya er i krise i sit forhold til sin mand, Sømanden, men mest med sig selv. Maya vil gerne være søkvinde og bo på bunden af havet, men ikke havfrue, hun har brug for begge ben. Hendes vandring mod vand ligner en vandring mod selvmord, en langsom vandring med mange svinkeærinder.
Sønnen Theo skal lære at svømme, men modsat sin mor føler han sig på ingen måde tiltrukket af vandet, og hun kan ikke rigtigt hjælpe ham. Sømanden, lever tilsyneladende op til sin del af projekt parforhold, men Maya søger noget andet, og Sømanden bliver frustreret. De køber hus sammen, men er ikke helt klar over hvorfor, de gør det, og hvad der begyndte som et relativt harmonisk forhold bliver mere og mere distanceret.
Periodiske humoristiske betragtninger pynter på fortællingen, som da Maya viser Theo en globus, og Theo undrer sig over, at vand kan være rundt. Også samtalerne med psykologen har et skær af humor eller ironi.
Ellers er det mest det ubærlige ved parforhold, Maya belyser. Som Tove Ditlevsen gjorde det i novellen ‘Måden’
Som læser ved man ikke rigtig, hvad Søkvinden er for en læseoplevelse, måske er det netop en vandring mod selvmord eller en begyndende psykisk sygdom, et forsøg på at lægge afstand til den virkelige verden.
Søkvinden
Signe Kierkegaard Cain
118 sider
Vild Maskine
Udgivet: 16.04.2021
Birte Strandby
