Kan en institution, der binder sig til på forhånd fastlagte sandheder eller dogmer, overhovedet betragtes som et universitet …

Naturligvis har vi forskningsfrihed i Danmark. Som demokratisk nation med alle de andre friheder i behold ville det jo være mærkeligt andet. Ganske vist har Sune Auken i 2010 skrevet Hjernedød- Til forsvar for det borgerlige universitet, og i Manifest – Vores universitet fra 2016 antydes ligeledes, at universitetet trænger til den demokratisk opgradering.

Med betagende grundighed gennemgår Heine Andersen såvel historie som lovgivning og dagens dilemmaer. På den baggrund definerer han forskningsfrihed som blandt andet frihed i valg af emne og metoder, frit valg af samarbejdspartnere, frihed til konklusionsdragning, publicering og kommunikation.

Kriterier for forskningsfrihed er blandt andet, om forskningsfrihed og ytringsfrihed er beskyttet i landets grundlov og i den almindelige lovgivning. Har universitetet akademisk selvstyre, har den akademiske stab afgørende indflydelse på valg af rektor, og hvordan ser det ud med sikkerhed i ansættelsen?

Og hvordan fungerer den ideelle forskningsfrihed så i praksis? Her er billedet mere speget. Dels er der er sket en kommercialisering af forskningen. Det skal kunne betale sig og give direkte afkast i form af forbedret indtjening – i daglig tale kaldet fra forskning til faktura. Dels vælges rektor siden 2003 af en bestyrelse, hvis medlemmer kommer udefra og kun i begrænset omfang har erfaring med forskning.

Fonde og private virksomheder har en væsentlig indflydelse på forskningen på grund af støtte til bestemte emner. En del forskere ansættes i forbindelse med ønskede projekter sponsoreret af industrien, og fondene spiser af universiteternes basismidler, fordi de måske kun støtter en del af projektet – de er trojanske heste for magtfulde interesser.

Ydermere er der flere eksempler på betændte sager, hvor man kan se, at forskningsfriheden er kompromitteret, hvad enten det har drejet sig om ‘mundkurvskontrakter’ eller tilbageholdelse af forskningsresultater som i forbindelse Gyllegate: landbrugspakken der tillod landmændene større kvælstofudledning og endte med at betyde miljøminister Eva Kjer Hansens afgang og en forringelse af miljøet.

Et andet eksempel på manglende forskningsfrihed er da Aalborg Universitet fyrede en forsker der arbejdede med lavfrekvent støj ved vindmøller, angiveligt fordi forskningen kunne påvirke det ellers indbringende forhold til vindemølleindustrien.

Ligeledes er forskere ikke altid tilstrækkeligt beskyttede, som det var tilfældet for en forsker der arbejdede med grænsebomme. I en tv-debat om sagen anvendte hun efter fremlægning af regler og forskningsresultater udtrykket ‘indre svinehund’, hvilket fik et medlem af Dansk Folkeparti til at opfordre hendes rektor til at fyre hende. Hun var således udsat for stærkt politisk pres; krænkende for både forsker og institution.

En ekstern finansiering på over 40 % svækker desuden universiteternes muligheder for planlægning, og kravene om publicering i bestemte tidsskrifter kan betyde en topstyring af kriterier for, hvad der kan udløse bevillinger.

Også projekter i forbindelse med Novo Nordisk, Cheminova – og Penkowa er beskrevet, og konklusionen er desværre, at det er så som så med forskningsfrihed i Danmark.

Forfatteren har forslag til, hvordan friheden sikres herunder stop for centraliseringer og fusioner, afskaffelse af kontrolsystemer og ‘tælleregimet som produktivitetsmål – her er der nok mange der vil bifalde – og afskaffelse af markedsværdi som kvalitetsmål.
Det er veldokumenteret og interessant læsning der burde give grundlag for en debat om forskningsfrihedens fremtid.

Heine Andersen
Forskningsfrihed
Ideal og virkelighed
359 sider
Hans Reitzels Forlag
Udgivet: 2017
Birte Strandby