Er det rigtigt, at et bryllup er en ugudelig blanding af en hjemmearbejdsdag og familieterapi, der skal indtages med stålsat beslutsomhed og en hel masse alkohol?
Det er en af forfatterens mange kontroversielle udtalelser i denne bog, der dels tjener som erindringsbog med vægt på overvejelserne om hvordan man er/bliver en kvinde, og dels bruger erindringerne som afsæt til at debattere feminisme og seksualitet i vor tid.
Nogle af erindringerne er i den grad selvoptagede, og det tager tid at arbejde sig igennem dem, men ellers er både sprog og synspunkter forfriskende, ligefremme og hårdtslående, og det lykkes forfatteren at sparke til mange af de institutioner og forhold, som vi sædvanligvis accepterer uden særlige indsigelser.
Til de mere navlebeskuende hører teenagerens erindringer om de første tegn på kønsmodenhed. De fylder ikke mindre end 99 % af al tankevirksomhed hos den trettenårige og 100 % i første del af romanen: Tre dage om planlægningen af en barbering af benene og påsmøring af selvbruner. Forfatteren fortæller også om sit liv i den store families skød, den første kæreste og om at være gravid. Det er fint nok, men heldigvis kommer vi hurtig frem til de virkelige udfordringer, de områder hvor feminismen kan bruges til noget:
Eksempelvis har Moran en sexistisk-tankegangsradar simplificeret i et enkelt spørgsmål: Gør mændene det? For kun således kan man afgøre, hvornår der er tale om sexisme.
Moran kaster sig endvidere over overspisning der er den foretrukne afhængighed blandt mennesker der tager sig af andre, hvilket er praktisk fordi det ikke medfører en rus, der kalder på hjælp og pleje og/eller forhindrer den misbrugsramte/overspiseren i at tage sig af børn og job.
Forfatteren påpeger, at kvinder ikke har udrettet en skid de seneste 100.000 år, og der var ikke det mindste tegn på, at kvindelig kreativitet blev øget, da kvinderne fik stemmeret. Ligeledes har hun spekulationer om stripklubbers berettigelse, og om bryllupper ud fra den betragtning, at der er betydeligt mere at fejre, når et par sammen er kommet frem til tres års alderen.
En bog om kvinder, til kvinder – med krav om at få en del af kagen.
Kunsten at være kvinde
Caitlin Moran
Oversat af Susanne Staun
341 sider
Gyldendal
Udgivet: 2011/2013