I efteråret udgav forfatter og illustrator Mikkel Sommer den fine børnebog ”Jensus hjælper til”. Det er en fortrinlig billedbog om en nutidig Jesus-skikkelse. Så hvad er mere oplagt end at rette blikket mod denne bog nu, hvor juletiden er nær?

Mikkel Sommer har gennem en lang årrække arbejdet som illustrator og tegneserieskaber. Han har illustreret flere børnebøger og er blevet tilgodeset med Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2017. Blandt de projekter, som dette arbejdslegat gav mulighed for at dykke ned i, er billedbogen ”Jensus hjælper til”. Det er samtidig også Mikkel Sommers debut som børnebogsforfatter. 

Billedbogen er på 24 sider i højformat. Den er egnet til oplæsning for de cirka 5 til 10-årige. 

I bogen følger vi den unge Jensus, der er opkaldt efter sin far Jens, og sin mor Susanne. De to syntes godt om deres egne navne, og lavede derfor en kombination af disse til deres dreng. Jensus er en ung mand med langt hår, som bruger al sin tid på at være venlig, hjælpe andre og gøre sig umage med at være et godt menneske. Det er bare ikke altid det lykkes helt! Det er der kommet en herlig og finurlig bog ud af. Bogen er formidlet med varme, humor og genkendelighed. 

Handlingsforløbet udspiller sig over en dag. Jensus møder en række forskellige mennesker på sin vej rundt i sit nærmiljø. Han prøver efter bedste evne at være både rar, hjælpsom og venlig. Nogle af dem er sure, andre er afvisende og atter andre er bare ligeglad. Men Jensus er utrættelig. 

Der er mange bibelske referencer. Modsat Jesus går bogens Jensus dog ikke på vand, men må træde på kærnemælk. Han deler også brød ud til fremmede, og så forsøger han sig også med at genoplive en død due, hvilket ikke går helt efter planen. Mikkel Sommer har været utrolig kreativ i forhold til at flette flere hentydninger til det nye testamente i sin fortælling og det tillige på en sådan måde, at det helt virker naturlig. Hatten af for dét! 

Illustrationerne er ligesom fortællingen enkle og yderst lette at afkode. De er en form for farvede stregtegninger, der er yderst identificerbare uanset barnets alder. 

Med Mikkel Sommers billedbog ”Jensus hjælper til” er der lagt op til en fin samtale i børnehøjde om de vigtige værdier i livet. Bogen formidler på en god og genkendelig måde, hvad det vil sige at være et hjælpsomt menneske og hvordan, det kan praktiseres. Det er en oplagt julegave at give, hvis du gerne vil sætte fokus på godhed og næstekærlighed. Samtidig er bogens humoristiske italesættelse af en hverdags-Jesus kærkommen her til jul, hvor man kan have god brug for at konkretisere hvad og hvem julens hovedperson er og stod for. Der er således tale om en meget anbefalelsesværdig billedbog til store børnehavebørn og op. 

Jensus hjælper til

Forfatter og illustrator: Mikkel Sommer

Forlag:  Forlæns

24 sider. Hardback.

Udgivelsesdato: D. 15. 9. 2021.

Anmelder: Nønne Lønne Votborg