Men efterhånden som vi underlægges optællinger af vores arbejdsindsats efter fornærede timetalsnormer, bliver vi selv fornærede …

Og her følger så en anmeldelse af et debatindlæg, som vel burde læses af enhver (politiker) med interesse for uddannelsespolitik.

Indledningsvist argumenterer Sune Auken for det borgerlige universitets berettigelse, hvis ene formål er at give samfundet adgang til loyal selvkritik. Desuden er det vigtigt, at universitetet leverer en bred vifte af faglighed, således at samfundet får adgang til ny viden på alle relevante områder, og det gælder også andre områder end de politisk aktuelle. Derfor bør politikere ikke nødvendigvis forsøge at styre strømmen af studerende, for dels ændres samfundets behov hele tiden, og dels har samfundet generelt mere glæde af den studerende, der engagerer sig i sit fag.

Dernæst går Aukens kritik især på universitetsreformen fra 2003, der blandt andet indførte en hierarkisk top-down styring, hvor der tidligere havde været flade strukturer og demokratilignende tilstande. Samtidigt er tildelingen af midler ændret, således at tidligere basismidler nu skal erhverves i overensstemmelse med et pointsystem, hvor points uddeles efter mængder af publicerede artikler. Det betyder blandt andet, at en forsker eksempelvis skaffer flere midler til sit institut, hvis han har mulighed for at skrive flere korte eller hurtige artikler, kort sagt kvantitet sættes over kvalitet. Et citat: …  faktisk kan forskningsmæssige ambitioner stå i vejen for, at man forbedrer sin pointscore.

Efter endt læsning er man overbevist om, at en tillidsreform er tiltrængt på universitetsområdet  (– og det gælder vel også for børneskoler og sundhedsområdet?)

Bogen er i øvrigt velargumenterende, velskrevet og garneret med overbevisende eksempler.

Forfatter: Sune Auken

78 sider

Informations Forlag

Udgivet: 28.02.2010