Endnu en grøn kogebog har set dagens lys. Maria Rohde Madsen har forfattet ”Det plantebaserede basiskøkken”. Det er er en grundkogebog til alle med interesse for plantebaseret madlavning. Den henvender sig både til kødspisere, der søger inspiration til ugens grønne input lige så vel som den vil være en hjælp til nye og garvede vegetarer og veganere. Mest af alt er den en guide til alle med interesse for at lave sund mad helt fra bunden.

”Det plantebaserede basiskøkken” byder på 117 enkle opskrifter på alle dagens måltider og drikke. Forfatteren Maria Rohde Madsen starter indledningsvis med at præsentere det plantebaserede køkken. Plantebaseret kost beskriver først og fremmest ens madvaner, hvorimod det vegetariske og veganske – ifølge forfatteren – er en livsstil. Vegetaren og veganeren har fx også har øje for hvordan tøj, kosmetik, rengøringsmidler og alt andet bliver produceret. På overfladen er vegansk mad og plantebaseret mad umiddelbart ens; men så alligevel ikke! I det plantebaserede køkken har man nemlig øje på whole food dvs. at fødevaren er hel og uforarbejdet. Vegansk mad kan derimod sagtens være forarbejdet og fx indeholde hvidt mel, hvidt sukker og fedtstoffer af dårlig kvalitet.

Maria Rohde Madsens kogebog har fokus sund, naturlig og så uforarbejdet plantebaseret mad som muligt. Derfor giver Maria Rohde Madsen en række opskrifter på basisting, man bruger i hverdagen. Det kan fx være hjemmelavet havremælk, kokosmælk, mandelfløde, sojayoghurt, planteoste, karamelsauce, mayonnaise, ketchup og nutella. Hun deler ivrigt ud af gode råd, tips og inspiration til selv at lave mad helt fra bunden, så kroppen får de bedste forudsætninger for sundhed.

Et af værktøjerne som forfatteren anvender og anbefaler er foodprepping. Det handler om at opbygge et godt spisekammer og lave ting på forhånd. Så er du velforberedt og kan i en travl hverdag drage nytte af hjemmelavede basisprodukter. Det er et vigtigt og godt afsnit, som forfatteren med fordel kunne have gjort endnu mere ud af og visualiseret for læseren.

Hvis man er ny i det grønne køkken er det let at ty til færdigretter eller brug af køderstatning. Maria Rohde Madsen er i stedet klar med opskrifter på deller, fars og saucer, som kan være til stor nytte i hverdagen. Opskrifterne er indbydende og lette at gå til. Forfatteren skal især have ros for at turde krydre sine retter og for at give alternative forslag til servering. Sidstnævnte er med til at øge anvendeligheden.

”Det plantebaserede basiskøkken” er en brugsorienteret kogebog! Den har øje for at hjælpe sin læser til at gøre hverdagen uden kød både nemmere og sundere.

I en del af de 117 opskrifter giver forfatteren nogle bud på, hvordan man i praksis kan anvende basisopskrifterne i praksis og integrere dem i nye retter. I afsnittet ”Frokost og Aftensmad” er opskrifterne bygget op omkring de øvrige basisopskrifter. Til eksempel er en ”opskrift” på stjerneskud. Her får forklaret, hvordan man anretter et stykke paneret stegt tofu med remoulade, så det angiveligt bliver til stjerneskud. Jeg undrer mig over, hvordan en ”falsk” fiskefilet af tofu og remoulade kan henlede tankerne på stjerneskud?! Det skulle jo ikke være så vanskeligt at lave en plantebaseret thousand island dressing!

Skønt Maria Rohde Madsens grønne køkken af og til virker en kende uprætentiøst, må man også erkende at kogebøger, der kan bruges i hverdagen skal være enkle og ligetil. Præcis som den er! Jeg er ikke et sekund i tvivl om at novicer udi det grønne køkken og andre med ønske om at skrue op for det sunde, vil blive inspireret og føle sig hjulpet godt på vej af denne bog.

Det plantebaserede basiskøkken

Forfatter: Maria Rohde Madsen

Forlag: Muusmann        

221 sider. Hardback.

Udgivelsesdato: november 2018

Anmelder: Nønne Lønne Votborg