Samtidigt med bogen Jeg gør mig ondt, når …, om selvskade og spiseforstyrrelse af Lisbeth Zornig Andersen og Karen Gjesing udkommer også denne bog der handler om seksuelt krænkede børn, og hvad man kan gøre for dem.
Synes man, at Jeg gør mig ondt, når … er skræmmende på grund af de unge pigers betroelser, så er denne langt værre. Her er tale om årelangt misbrug af børn helt ned til spædbørnsalderen i en kaliber der kan få pacifister til at overveje dødsstraf. Hvilket ikke gør det mindre giftigt, fordi der kan ske fejl, som da en af de misbrugte piger fortæller, at gerningsmanden, hendes far, krævede, at hun udleverede sin papfar som krænkeren.
Bogen beskriver, hvordan man kan støtte et krænket barn. Det handler i første omgang om at kunne afsløre, at det er krænket. Hertil findes forskellige lister over påfaldende opførsel, ændret adfærd, synlige tegn såsom gråd, koncentrationsbesvær, sociale vanskeligheder, forringet tale, hyperaktivitet osv. Listerne er kun vejledende, og skal man tro livseksperterne selv – dem der er blevet krænket – så skal en åbning foregå via kontakt og opbygning af tillid fra pædagogens/lærerens side.
Et fokuspunkt er børns manglende lyst til at fortælle om overgrebene. Det kan have mange årsager, måske vil de beskytte krænkeren eller familien, og nogle gange handler det om skyld og skam. Flere af de krænkede i bogen har fortalt om problemerne i tegninger og stile i skolen, uden at lærere eller pædagoger har reageret på andet end stavefejlene.
Også dem der reagerer kan få problemer: en pædagog underretter kommunen flere gange, uden at der sker noget. Derpå underretter hun politiet, hvorefter kommunen suspenderer hende for at bryde sin tavshedspligt. Men der er regler at holde sig til, og underretningspligt er overordnet tavshedspligten.
Socialstyrelsen har i 2015 fået en Overgrebspakke der skal bidrage til beskyttelse af barnet ifølge hvilken en underretning altid skal vurderes inden for 24 timer. Bogen har også bud på, hvordan man kan spørge uden at stille ledende spørgsmål, og hvordan man kan få barnet til selv at fortælle.
Praktisk bog at have ved hånden, hvis man har mistanker om overgreb.
Lisbeth Zornig Andersen og Tilde Kelp
Jeg ville have sagt det, hvis …
Om seksuelt krænkede børn
190 sider
Gyldendal
Udgivet: 31.08.2017
Birte Strandby