Manglen på personlighed hævner sig overalt.

Vi frygtløse fra 1887 er den femte bog i Nietzsches værk Den muntre videnskab. Her finder vi en voldsom kritik af mennesket anno 1880, en række nihilistiske forklaringer på vores manglende udvikling og samtidigt en samling af modsætningerne i Nietzsches filosofi. Der er guf til samme filosofi, men for en ny og nutidig Nietzschelæser er det måske en lettere indgangsvinkel at dyrke de lussinger der rundhåndet uddeles til enhver – gruppe, individ, institution. Nietzsches direkte, angribende facon er også en af årsagerne til, at opmærksomheden fastholdes trods det til tider vanskeligt tilgængelige sprog.

Om en af især Vesteuropas væsentlige institutioner skriver han:

Hele Romerkirken hviler på en sydlandsk mistro til menneskets natur, der altid bliver misforstået i Norden;

og Nietzsche fortsætter med at benævne protestantismen ‘en folkelig opstand til fordel for de brave, troskyldige, overfladiske’. Angrebet på kirkerne er måske stadigt relevant i dag, hvor vi slås med følgerne af ‘den protestantiske overfladiskhed’: vores overdrevne forbrug og klimaproblemerne.

Videnskab, erkendelse, moral, sundhed er udsat for verbale bombardementer med stadige krav om gentænkning. Målet er det nye menneske, der opnår at blive frit i en meningsløs verden.

Om sundheden skriver Nietzsche, at den er midlet til det nye formål, og en del af det nye menneske der skal erstatte den gamle stereotyp. Vi har brug for en stærkere, klogere, sejere, dristigere, lystigere sundhed, end nogen sundhed hidtil været.

Den gammeldags moral karakteriseres som et ‘bulder af retfærdighed, visdom, hellighed’ der tilhører mislykkede mennesker, ‘fødte fjender af ånden’ – eller helt konkret: mennesker der gennem noget arvet formue (er) berøvet den sidste trøst … arbejdets velsignelse.

Trods denne stræben efter udviklingen af et stærkere menneske var Nietzsches opfattelse af kønsrollerne på ingen måde under udvikling. I tekststykke 363 Hvordan hvert køn har sin egen fordom om kærligheden byder Nietzsche ind med sin uforgribelige mening om kvinders kærlighed: fuldkommen, ubetinget hengivenhed, der giver afkald på egne rettigheder, nærmest en tro. For manden er det helt anderledes. Her handler det om mandens ‘raffinerede og mistænksomme trang til at besidde’. Og når det kommer til troskab, så er denne en del af kærligheden hos en kvinde, men mindre betydningsfuld for manden.

Vi frygtløse er fascinerende læsning, også for dem der ikke læser filosofi. Ikke mindst, når Napoleon ophøjes til ideal, mens Augustin og Spinoza får på hattepulden. Generelt er Nietzsche ikke den store beundrer af sine medmennesker, og man kan i flere af teksterne trække linjer til nutiden.

Bagest i bogen er en række digte, der blandt meget andet handler om idealmenneskets fremfærd:

 

Lad os da hvirvle gadestøvet

op i alle syges næser,

kyse sygeslænget ud til siden!

Lad os befri den hele kyst

fra trangbrysters fæle ånde,

fra øjne tomme for mod!

 

Lad os jagte de himmelgrumsere,

de verdenssværtere, skyskubbere.

Lad os lyse himmeriget op!

Lad os bruse … åh, alle frie

ånders ånd, sammen med dig

bruser min lykke lig stormen

 

Og for evigt at mindes

en sådan lykke, tag dens arv,

tag da kransen her med op!

Kast den højere, videre,

storm opad på himmelstigen,

hæng den op – på stjernerne!

Friedrich Nietzsche

Vi frygtløse

Oversat, indledt og med noter af Niels Henningsen

146 sider

Mindspace

Udgivet: 2018

Birte Strandby