Her er en lille fornuftig og let læst bog til børn, om hvorfor det er nødvendigt at begrænse sit forbrug af plastic og i hvert fald ikke smide det i naturen. Her er både hvaler med ondt i maven og fugle der risikerer at fodre deres unger mikrofibre af plastic. Her er også en del tal. Eksempelvis dør der årligt en million havfugle, fordi de har spist plastic, en plasticflaske skal ligge i 450 år på jorden, før den komposterer, og på årsbasis lander otte millioner tons plastic i havet, 80 % fra land og 20 % fra skibe og boreplatforme.

Der er flere andre tragiske fakta. For eksempel er der rene øer af plastic på verdenshavene, herunder en i Stillehavet der fylder lige så meget som Skandinavien og Finland tilsammen.

Bogen har gode illustrationer og fotos, både af plastic i dens mange varianter og af de dyr der løber risikoen for at få forkortet eller forværret livet på grund af plastic. Såvel problemerne som deres mulige løsninger fremstilles på en enkel og overskuelig måde.

Man kan så diskutere, hvad det er for en bog: Er det en fagbog for børn? Er det en bog der skal opdrage på børnene? Eller er det en bog, der påvirker børnene til at opdrage på forældrene? Eller en kombination? Alle tre formål er naturligvis udmærkede, når det gælder noget så vigtigt som klodens helbred. Men det er bemærkelsesværdigt, at netop problemer der bunder i klima, overbefolkning og vores måde at behandle kloden på, så ofte ender i bøger for børn. Måske er det den sikre vej til forældrene?

Per Straarup Søndergaard

Plast i havet

32 sider

Straarup & Co

Udgivet: August 2018

Lixtal: 17

Birte Strandby