Med ”Pigen under jorden” tager Gads Forlag hul på udgivelsen af første bind i den ny krimiserie om arkæologen Ruth Galloway. Serien er forfattet af Elly Griffiths.

Da der bliver fundet menneskeknogler i saltmarsken udenfor King’s Lynn i Norfolk, henvender politiet sig til arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway. Politiet tror, at det kan være resterne af den lille pige Lucy Downey, der blev kidnappet ti år tidligere. Men vores hovedperson Ruth kan konkludere, at knoglerne er mere end tusind år gamle. Det er til stor ærgrelse for kriminalinspektør Harry Nelson fra det lokale politi.

Lige siden Lucy forsvandt har kriminalinspektør Harry Nelson modtaget mystiske breve, der alle indeholder arkæologiske begreber, referencer til rituelle ofringer, til den nordiske mytologi og litterære referencer. Men hvem i alverden har forudsætningerne for at kunne skrive netop sådan? Da endnu et lille barn forsvinder, vender Harry Nelson sig mod Ruth, i håbet om at få hjælp til at forstå brevene. Snart bliver Ruth truet, og kommer selv i fare. Hvem kan hun stole på? Ruth og Harry må overveje alle muligheder i deres eftersøgning af en mulig gerningsmand.

”Pigen under jorden” er en medrivende og dramatisk krimi om opklaringen af to børns forsvinden. Omdrejningspunktet for fortællingen er Ruth Galloway og derudover Harry Nelson. Ruth er single, fagnørd, enspænder, lettere overvægtig og let at holde af med sine ”fejl og mangler”. Hun bor ensomt beliggende med sine to katte og hun tiltrækkes gradvist af den gifte Harry Nelson. Som mangeårig betjent har han en del med i bagagen.

Elly Griffiths har skrevet en solid og gedigen krimi i bedste britiske stil. Scenariet omkring saltmarsken i Norfolk minder lidt om Vadehavets barske vidder. At gøre hovedpersonen i en krimi til arkæolog er forfriskende og interessant. Det vrimler allerede med detektiver, kriminalbetjente, journalister og psykologer i denne genre! Ruth Galloway er elskelig med sin ærlige, sårbare og lidt skæve facon. Hun er en gæv kvinde, der har en masse faglig ballast. Der er her og der steder, hvor kriminalinspektør Harry Nelson giver vores hovedperson for vide rammer i forhold til hvad, det er realistisk at politiet har hjemmel til at tillade, at andre faggrupper må gøre.

Sproget flyder let og fint i den danske oversættelse. Det er en udpræget fornøjelse at læse. Jeg var godt underholdt, og kunne slet ikke lægge bogen fra mig, så længe jeg var i Ruth Galloways sympatiske selskab. Elly Griffiths lykkes med flere overraskelser og tvist. Alt i alt en helt igennem vellykket og flot krimi. 

Pigen under jorden

Forfatter: Elly Griffiths

Oversættelse: Lærke Pade

Forlag: Gads forlag

288 sider, softcover m. klapper

Udgivelsesdato: 19. 1. 2018

Anmelder: Nønne Lønne Votborg