Der står ”roman” på forsiden af denne nye bog fra Erling Jepsen. Men i forlagets pressemeddelelse citeres forfatteren for, at dette er historier fra hans eget liv, som er 100 % selvbiografiske. Og ganske vist hedder drengen i disse historier Erling, og ikke Allan, som i romanerne, men at der ikke skulle være digtet lidt til undervejs, er svært at tro på. Det gør såmænd heller ikke noget, bare man er godt underholdt. Og det er man langt hen ad vejen med ”Gramhavet”.

Bogen består af korte enkelthistorier, som hver rummer en historie om livet, som det udspillede sig i lille Erlings barndom i det sære Sønderjylland, vi er blevet bekendt med i Jepsens tidligere romaner. I Sønderjylland hersker, ifølge Erling Jepsen, Den Sønderjyske Lov som består af 312 paragraffer, der alle lyder således: ”Her klarer vi problemerne selv…”

Vi hører om, hvordan faderen forsøger at kurere søster Sannes manglende orienteringssans, ved at sætte hende af et tilfældigt sted, når familien er ude at køre søndagstur, og lade hende finde vejen hjem selv. Efter utallige mislykkede forsøg, hvor Sanne løber forvildet rundt i timevis, uden at finde hjem, kommer moren i tanker om, at hendes egen moster Sabine fra Hamborg vist også led af manglende orienteringssans, og at der nok er tale om noget arveligt. Det argument accepterer faren, og forsøgene stopper. Og der er historien om, hvordan onkel Jørgens gebis sad lidt løst. Det kunne godt risikere at vende sig i munden på ham, hvis han grinede meget højt. Onkel Jørgen kom ofte til at drikke lidt for meget, og når han blev fuld blev han gal og slog sin kone, Ingerlise. Når Ingerlise havde været til lægen for at blive syet sammen, søgte hun tilflugt et par dage hos Erlings familie, men hun tog altid onkel Jørgen til nåde igen, når han ringede og græd i telefonen. En morgen vågnede Ingerlise slet ikke. Om det var Jørgens tæsk eller for mange nervepiller hun døde af, fandt man aldrig ud af. Der var ingen grund til overdramatisering, mente både lægen, præsten, landbetjenten og familien selv. Den lille Dorthe var kun ni år, da hun mistede sin mor. Hvad ville hun have ud af at miste sin far ved samme lejlighed? Så der blev skrevet ”Hjertestop” på dødsattesten. Men for onkel Jørgen blev ingenting som før. Folk i byen hilste ikke længere på ham, og ingen ville lade ham arbejde for sig. Han begyndte at drikke mere end han plejede, og en dag han kom fuld hjem til sin datter, faldt han så uheldigt, at gebisset raslede ned og satte sig fast i halsen på ham. Og den dag bøjede Dorthe sig ikke ned for at fiske det op igen, som hun plejede.

Bogens historier rummer alle denne kulsorte humor, det er meget, meget morsomt, men samtidig så alvorligt at man må kalde det tragikomisk, efter Jepsens motto: ”Der er ikke noget der er så slemt, at man ikke kan grine af det.”

En historie handler om en mand, som finder sin kone i seng med en anden mand, og som derefter flytter ind i en høstak. Erling Jepsen husker den mand, som var det i går. Problemet er bare, at ingen andre i Gram husker det samme. Filminstruktøren Henrik Ruben Genz, som er Jepsens barndomsven og også fra Gram, påstår at erindringen er en lignelse om Erling selv. ”Høstakken symboliserer mit forfatterskab, siger han, og hver gang nogen prøver at få mig tilbage til virkeligheden, graver jeg mig bare længere og længere ind”.

Gramhavet: Erling Jepsen

Gyldendal

235 sider

Udkommet 1/11 2016

Maibritt Lindblad