Dem der griner mest er en let og personlig beretning der danner ramme om fortællinger fra andre der har været i konflikt med sig selv og omgivelserne på grund af tidens præstationskultur.

En del af skylden for presset tilfalder de sociale medier, fordi det er på Facebook og Instagram man har sit udstillingsvindue, og det er ikke problemer, skyld eller skam man stiller frem for sine 500 facebookvenner, men succesoplevelserne, scoringerne. De sociale medier bærer ikke hele skylden. Mange, især unge, har tit en idé om, at alle lægger vildt meget mærke til dem, og mange (de fleste?) reagerer på det de tror, andre tænker om dem.

Flere af fortællerne giver udtryk for, at det sjældent forældrene udøver pres. Til gengæld hænger det sammen med alderen, og flere kan sikkert genkende nedenstående:

Lige siden teaterskolen har jeg vekslet mellem storhedsvanvid og mindreværdskomplekser kombineret med en ordentlig omgang præstationsangst. (Christian Tafdrup)

Bidragsyderne har haft forskellige vanskeligheder i teenagealderen, en har haft et voldsomt temperament og en uendelig dårlig skolegang, en anden har scoret høje karakterer og haft det forfærdeligt undervejs. Michelle Hviid gør sig bemærket ved aldrig nogensinde at være i tvivl om eget værd, men har blot moset hen over vanskelighederne:

Guderne skal vide, at jeg har slået mig 90 % mere end gennemsnittet. Men jeg har også moret mig 90 % mere end gennemsnittet.

Det kan man jo kun misunde. En anden interessant historie kommer fra Morten Stampe der har Asperger og ADHD. Det har stillet særlige krav til indlæring af social adfærd. Har man Asperger kan man ikke føle empati, men man kan lære at afkode andre mennesker.

Dem der griner mest er en opmuntrende og hyggelig læseoplevelse, og for den der står midt i stormen måske endda beroligende. Også begrebet sårbarhed – der nylig er blevet moderne – berøres i flere af indlæggene, ligesom den nuværende målekultur på uddannelsesområdet får sin del af skylden for tidens pres.

Pia Konstantin Berg

Dem der griner mest

Om præstationsræs og glæden ved ikke at være den bedste til alt

217 sider

byens forlag

Udgivet: 28.08.2017

Birte Strandby