Farverig billedbog om mennesker og tal. På de enkelte sider er vist et tal, og antallet af personer på siden er netop det tal. Ved tallet fire er der fire personer, tre børn og en ældre dame. Teksten fortæller, at der på billedet er en med mange minder, en der drømmer om at sejle jorden rundt, og en der vil lære at cykle. De fire personer er i kraftige farver, mens alle omgivelser, album, blomster på bordet, billeder på væggen er tegnet i en lyseblå streg.

Ved tallet ni er vi i en rejseboghandel. Igen er personerne i klare farver, mens boghandlens sortiment, tilbudskasse og vinduer er i lyseblå. Teksten under billedet handler om, hvad de forskellige personer drømmer om. 

Tallene går først fra et til tyve. Herefter bliver der længere mellem tallene, for så kommer 38, 68, 200, 700, 10.000 og helt op til otte milliarder. På de første billeder svarer tallet overens med antallet af personer, men allerede ved 100 opgiver man at tælle.

Man kan parre billederne af personerne med teksterne i bunden af siden. Således kan de fleste nok gennemskue, at det på billedet med tallet fire er den ældre dame, der har mange minder. Nogle gange er svarene indlysende, andre gange er spørgsmålene grundlag for gode samtaler. Sidst i bogen er der spørgsmål til indholdet, såsom Hvor finder du denne person henne? Eller Hvor føler du dig allermest hjemme? Bogen kan minde om ‘Find Holger’, men giver bedre udgangspunkt for samtale og er tilegnet en yngre målgruppe.

Det er fine illustrationer, og måden hvorpå personerne fremhæves i forhold til omgivelserne, gør det relativt let at overskue scenarierne, og så er resultatet ret flot.

Alle rejser

Kristin Roskifte

Oversat af Flemming Møldrup

72 sider

Udgivet: 2023

ABC Forlag

Birte Strandby