Karl bor stadigt hos sin morfar i Krapsørev, en lille by der er så spækket med spøgelseshistorier som Aidensfield i serien Små og store syndere er det med forbrydere.
I byen skal man til nytårsfesten spille stykket Et hus ved havet. Karls veninde, Sara, får hovedrollen, men det er ikke lutter idyl. Stykket er omgærdet af mystik, og de tidligere hovedrolleindehavere har haft tragiske skæbner. For eksempel var der en ung pige, der havde rollen mange år tidligere. Hun var stolt af det, og hele hendes familie sad på bageste række og klappede – eller gjorde de?
Sara ændrer karakter og ligner stykkets hovedperson mere og mere. Doktoren, skoleinspektøren, ja selv morfar opfører sig mærkeligt, og det hele begynder at blive rigtigt uhyggeligt, indtil Karl med Saras hjælp alligevel får opklaret gåden.
Som i forgængeren, Spøgelsesskibet Vallona, er der spøgelseshistorier fortalt af bogens personer inde i historien, og de er gode. Ikke helt nyopfundne, men af den slags, der scorer højt på en uhyggeskala, som når en lille, overnaturlig detalje sætter hele hverdagen i gyserrelief. Her bedst eksemplificeret ved historien om snedkeren, der til sin juleudstilling skærer en perfekt minatureudgave af Krapsørev med huse, mennesker osv., og mens det færdige værk beundres af indbyggerne, dukker der pludselig en hængt mand op i minaturen – og i virkeligheden.
Der er adskillige af den slags supergys. De er lette at finde, fordi bogen der har et andet layout. Flere af kapitlerne slutter med en cliffhanger, men fortællingens samlede spændingskurve er nogenlunde forudsigelig, og Karl en fornuftig dreng med heltegener og begrænset talent for at skøjte.
Kaptajnens grav
Forfatter: Lena Ollmark og Mats Wänblad
Oversat af Tina Sakura Bestle
164 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 25.03.2010
Birte Strandby
