En familiekrønike bygget på breve – mere end 500 – udvekslet mellem kærestepar, mødre og døtre – og på forfatterens egne erindringer.

Den første brevveksling er mellem forfatterens mor, Christine, og en argentinsk styrmand. Det er tydeligvis den store kærlighed, og styrmanden skriver romantiske, smukt formulerede breve, men forholdet går i stykker på grund af afstanden og måske fordi Christine ikke er klar til at rejse til Argentina. I stedet gifter hun sig med Jørgen, der er ordblind, og sammen får de to børn, Jan og forfatteren. Christine og Jørgen flytter rundt i landet og slås med en vanskelig boligsituation. Til gengæld er der rimeligt gang i arbejdsmarkedet, og efter et par år kan de unge etablere sig og indkøbe en Electrolux støvsuger formedelst 385 kr. Det tog et år på afbetaling, og forfatteren overtog den 35 år senere, da Christine var død, og faren flyttet på plejehjem.

Der berettes om livets små fortrædeligheder og glæder, og om morens syn på verden:

Den kikkert … hun satte for sine øjne, når hun gav verdens emner navn, form og farve

Der er et fint og gennemført tidsbillede. Måske er der stadig mennesker, der kan huske boligproblemerne og ’Den med tyren’, den første rødvin der fandt vej til danske middelklassehjem?

Der fortælles i afdæmpet sprog om forældrenes død og deres herkomst; stilen minder i sin stræben efter at udfylde hullerne – det som brevene ikke røber, og som forfatteren gætter sig til – om Solvej Balles Frydendal og andre gidsler. De historiske milepæle er mange, og bogen fungerer især på grund af tidsbilledet og de fine metaforer.

Finn Wiedemann

242 sider

Attika

Udgivet: 27.08.2014

Birte Strandby