De fem små klimamonstre har fået et problem. Ask står i sin have og undrer sig over, at han ikke kan finde nogen af de små dyr der plejer at være i haven. Der er hverken bier, fugle eller den sædvanlige hare.

Den fantasifulde Egon er straks klar med en forklaring og mener, at dyrene måske er blevet taget af et rumvæsen. Den køber de andre klimamonstre ikke, og så går de i gang med at undersøge haven. Det er hurtigt gjort, for den består næsten kun af græs. Snart opdager klimamonstrene det sjette monster i haven: en græsrobot, der klipper græsset – kort og kedeligt, så hverken ukrudt eller smådyr kan være i haven.

Heldigvis finder klimamonstrene ud af, hvordan de kan løse problemet og går i gang med at gøre haven god for smådyrene igen.

De små klimamonstre er nutidens svar på gammeldags moralske børnebøger, blot drejer moralen sig ikke så meget om børnenes opførsel, men om at passe på omgivelserne, at sikre en sund have med plads til biodiversitet. På så enkel en måde at selv voksne kan finde ud af det.

På hvert dobbeltopslag er der en kort tekst som for eksempel: ‘Hjælp naturen ved at skabe forskellige områder i haven’ eller et spørgsmål til læseren: ‘Har du nogensinde set et rumvæsen?’

Der er fine illustrationer af klimamonstre og natur, og samlet set er bogen en god opfordring til at gøre en indsats for biodiversiteten på en let og praktisk måde.

Små klimamonstre – Haven

Helene & Morten Henneberg-Johansen

25 sider

Forlaget Klimaven

Udgivet: Oktober 2022

Birte Strandby