Janett Uhrenholt og Giselle Franci er mor og datter. De er begge uddannet inden for mad og sundhed. Sammen har de skrevet kogebogen ”Planterig hverdag”. Bogen har den exceptionelt lange og snørklede undertitel ”Enkle, lækre opskrifter og nærende mad til en sund, glutenfri, plantebaseret & og sukkerfri livsstil”. Den henvender sig til læsere med interesse for sundhed. 

Forfatterduoen præsenterer sig som begge værende uddannet som lægecertificeret sundhedsvejledere, yogalærere og rawfood-kokke. Oveni har de desuden taget forskellige kurser i kost, ayurveda og sundhed. Hver især har de et langt CV! Nu udgiver de ”Planterig hverdag”, der skal bidrage til at give en sundere livsstil i balance fri for gluten, sukker og animalske produkter. 

På forsiden af bogen gemmer sig sig en cirkel med forkortelsen GPS. Indeni står der med små typer ”Glutenfri, Plantebaseret, Sukkerfri”. Så enkelt kan bogens principper udtrykkes. I stedet virker bogen snørklet fra først til sidst. Det starter allerede i dens særdeles lange undertitel: ”Enkle, lækre opskrifter og nærende mad til en sund, glutenfri, plantebaseret & og sukkerfri livsstil”. Dét får vel de fleste læsere til at tabe pusten? Hvorfor gøre tingene så besværlige? Det er nok, at fokusere på sætningens sidste del. Jeg antager, at alle der laver en kogebog arbejder ud fra en tese om, at maden er lækker. Ergo behøver det vel næppe skrives?! 

På forlagets hjemmeside præsenteres bogen som ”Planterig hverdagsmad gjort enkelt, velsmagende og let tilgængeligt”. Se dét er mere kort og enkelt udtrykt. Det kan undre meget, at forlaget lader den lange undertitel slippe igennem nåleøjet. I det hele taget mangler bogen en dygtig redaktør. 

Generelt er bogen hæmmet af sproglige udfordringer. Sætningerne er lange og oftest snørklede. Forfatterne har en tendens til lange opremsninger og indskudte sætninger. De benytter gerne engelske udtryk, hvor det let kunne formuleres på dansk. Sproget fremstår således tungt og unødigt knudret. Generelt virker det som om forfatterne har deres egen tilgang til skriftsproget. Det ses fx i underoverskriften, hvor &-tegnet indgår. Ganske vist findes der ikke nogen nedskreven officiel sproglig regel for brug af &-tegnet. Skik og brug er, at det alene anvendes i grafiske sammenhænge såsom til firmanavne.

Under ”Principper” står angivet ”de 6 smagsnuancer; sødt, surt salt, bitter, stærkt og astringerende mad”. Der henvises til mere om smag på s. 21. Nu er der pludseligt tilføjet umami. Denne inkonsistente tilgang er uheldig. I øvrigt er den astringerende smag (den sammensnerpende smag) en, der primært optræder i Ayurveda. Det fortælles slet ikke. 

Bogen rummer flg. : 

  • Indledning
  • Principper 
  • Glutenfri 
  • Sukkerfri og naturlige sødemidler
  • Alternativer til mælk, fløde, pasta og ost 
  • Basisvarer og luksusmad i køkkenskabene
  • De 6 smage og umami 
  • Udstyr 
  • Opskrifter 
  • Drikke 
  • Morgenmad 
  • Snacks 
  • Salater & dressinger 
  • Tilbehør 
  • Sideretter 
  • Hovedmåltider 
  • Dips & dyppelser 
  • Brød 
  • Søde sager
  • Bonus – the hot water cure

Der indledes desuden med et forord af Jens Rahbek, der er japansk kok og kogebogsforfatter. Til slut i bogen afrundes med ”Inspiration og referencer”, så læseren kan forsætte sin læsning og også gå på opdagelse i film. Forfatterne bringer desuden en tak. Bagerst kan du også læse om forfatterne og deres egne erfaringer med GPS-livsstilen. Af mere praktisk karakter er der tillige et opskriftsregister til slut i bogen. 

Maden er farverig, varieret og grøn. Under ”Principper” oplistes maddogmerne, der er rimelig komplekse. Opskrifterne rummer alt fra juice, shake, snacks, spread, salat, middagsretter, brød til søde sager. Størstedelen af opskrifterne er ledsaget af et foto. En del opskrifter får nogle ord med på vejen, så læseren får en idé om hvilke smage, der er i vente. Opskriftinstruktionerne er fint forklaret. Ved nogle opskrifter savnes supplerende tricks; det gælder især hvis brugeren er novice. Et eksempel kunne være klargøring af risruller, hvor arbejdet med rispapir måske kan virke noget simplificeret. 

Det kan virke mystisk, at en ret til to personer betegnes ”Gul curry med tofu”, når den består af et lille rødløg, et lille blomkål, en gulerod og blot 100 gram tofu. Det ville give mere mening at benævne det som blomkålscurry jf. mængdeforholdene. Rent mængdemæssigt er det påfaldende, at der til to – om end angivet som store portioner – gado gado med peanutsauce indgår hele 400 gram tofu. Den røde tråd er svær at finde. 

Generelt har maden et spændende eksotisk præg. Du finder især asiatiske, mexicanske og italienske retter i bogen. Alle lavet ud fra GPS-dogmet. Jeg undres over, at en typisk italiensk ret som lasagne laves med kokosmælk al den stund at forfatterne benytter havrefløde i flere andre opskrifter. Kokosmælk har en distinkt sødlig smag. Ydermere er hovedindholdet i lasagnen svampe og gulerødder. Sidstnævnte er også sødlige fra naturens side. Trods visse knaster har opskriftdelen bestemt sine momenter. Specifikt allergikere (fx laktosefri, glutenfri) vil kunne finde glæde og gavn af bogen. 

I dag er der heldigvis udgivet adskillige plantebaserede kogebøger. Enkelte af disse har også fokus på kost uden gluten og raffineret sukker. Det er svært at se, hvad mere ”Planterig hverdag” tilbyder end dem? Janett Uhrenholt og Giselle Franci er bestemt dedikerede. Det virker som om, de kløjes i ordene i deres iver på at fortælle. De ønsker at fremme en balanceret livsstil, men bogen er sprogligt ikke i balance. Dét må forlaget også stå på mål for! Forfatterne skal have point for et farverigt forsøg, der hviler på fine intentioner. 

Planterig hverdag

Enkle, lækre opskrifter og nærende mad til en sund, glutenfri, plantebaseret & og sukkerfri livsstil

Forfattere: Janett Uhrenholt og Giselle Franci

Forlag: Muusmann

161 sider. Hardback og illustreret

Udgivelsesdato: Den 27. november 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg