Farvestrålende, inspirerende og sanseappellerende bog til børn og deres voksne om kunsten at afstresse.

Bogen indeholder ni øvelser, benævnt eksempelvis Forår, Sommer, Aften, Drømme. Til hver øvelse hører en remse, et stykke musik og en aktivitet. Billeder og remser er til børn, men brug af bogen kræver en voksen oplæser. Musicarma forventes at kunne bidrage til bedre koncentration, bedre arbejdshukommelse og bedre adfærdsregulering.

Ved Aften lyder verset:

Aften er, når solen slukkes,

og forsvinder ned i vest.

Når de sidste døre lukkes,

da er himlens farver bedst.

Aktiviteten ved Aften er at tale om, hvad en solnedgang er og tegne den, og musikstykket er Underlige aftenlufte spillet smukt og blødt af Trio Before, saxofon, piano og bas.

Øvelsen går ud på, at barnet skal forestille sig, at det sidder og ser på en solnedgang. Man kan spørge sig selv om det, at man skal forestille sig at være et andet sted, ikke trækker mindfulness’en ud af projektet, og om ikke aktiviteten i højere grad end øvelsen involverer mindfulness der jo handler om at være til stede i nuet. Diskussionen er imidlertid uinteressant, for bogen har potentialet til at tilføre barnet gode oplevelser sammen med den voksne. Og det er det, der er essensen: at give barn og forældre ‘ro og langsom tid’, som Lola Jensen skriver i forordet.

I bogens slutning omtales kort undersøgelser af øvelsernes effekt i daginstitution, hjem og i forbindelse med forskning. Resultaterne er alle steder meget positive. Under daginstitution angives, at 84 % mener, at musikken har en beroligende effekt på børnene, og 78 % svarer, at musikken har en beroligende effekt på pædagogerne.

I samme boldgade – Mindfulness for børn – men uden musik og med færre farver findes Tager mig tid af Maud Roegiers.

Claus Behrens

Musicarma

Mindfulness med musik for børn

Illustreret af Tatiana Tanasă

Musik af Trio Before

Tekst af Lotte Salling

Forord af Lola Jensen

34 sider

B B Music

Udgivet: 23.02.2017

Birte Strandby