Hvad et skæg kan gøre og andre noveller om kvinder

Det begynder med et foster. En lille sjæl der hygger sig inde i mors mave lyttende til mors sangstemme. Den anden stemme er ru og synger ikke helt så godt. Sommetider bliver det for kedeligt, og så slår den lille sig løs, men stopper hvis det bliver for hårdt for mor. Alt er idyl. Indtil fødslen begynder. Lige pludselig er der ikke plads nok, barnet stritter imod, det strammer om hovedet, der er ikke luft nok. Nu er der kun en vej.

Novellen Hjerteveninder handler om Lea der er veninde med Dea, der desværre begynder at lege rigtigt meget med Kia. Lea og Dea havde ellers veninderinge. Dea er åben for, at de alle tre kan lege, men Lea kan ikke dele og gemmer sig på skolens toilet. Da bruddet kommer – det brud hun selv har fremprovokeret – bliver Lea desperat, og det får tragiske konsekvenser. Lea dukker op igen i novellen Babysvømning. Her er hun voksen, karrierekvinde angiveligt og ønsker sig et barn, uanset om hun kan finde en far til barnet. Et besøg i hjembyen bringer minderne tilbage, og endnu engang tager desperationen fat i hende, og det får også konsekvenser.

De fleste af novellerne handler om kvinders kamp for ligeværd, og det gælder mange kvinder – de tynde, de tykke, dem der bliver tromlet, dem der gemmer deres stilfærdige protester ude på toilettet, og dem der mishandler deres børn for at få tid til at skrive noveller

Det er tragisk-humoristiske, tankevækkende noveller, både langhårede og skæggede.

Kvinder har ikke skæg

Rie Pedersen

219 sider

byens forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby