Aramiel bliver fanget af Mugul og røverne. Ikke særligt smart og der er da heller ikke udsigt til, at han skulle slippe godt fra det. Men Sif kommer ham til hjælp. Hun har fundet en udvej, og hun har samtidigt hugget kortet fra ham, men kan ikke selv tyde skriften, så hun har brug for Aramiel. De drager videre på en farefuld færd med mærkelige fælder – en enkelt kan genkendes fra Troldmanden fra Oz- og på et tidspunkt bliver de nødt til at stole på hinanden.

Dette er fortsættelsen til Neibars Oase, og det er en fordel at kende de foregående bøger i serien Den sorte Safir. Ellers bliver man måske overrasket, når man opdager, at det drejer sig om fantasy, og at der faktisk forekommer magi. Det er naturligvis et fingerpeg, at alle navne undtagen Sif er meget fremmedartede.

Bogen er gennemillustreret, og der er imponerende helsidesbilleder med landskaber og små billeder med detaljer – flasker og ulækre insekter. Ansigterne er derimod ikke præget af megen karakter og kan næppe genkendes fra gang til gang.

Aramiel er den troværdige jeg-fortæller i en magisk verden, hvor magien som sædvanligt er lidt for sparsom, når den er på hovedpersonernes side.

I modsætning til de fleste andre seriebøger, slutter denne med en mindre cliff-hanger, så må vi håbe fortsættelsen er på vej.

Romanen kunne have handlet om lille Annie, Dorothy fra Troldmanden fra Oz, Indiana Jones og Jagten på den forsvundne Skat eller enhver anden fortælling om at lede efter nogen eller noget, som man forventer vil forandre verden. Scenen er til gengæld fantasaifuldt sat, og så deltager man jo gerne i jagten en gang til.

Den sorte safir – De døde bjerge

Forfatter: Cecilie EkenKlik her og se forsiden i stor størrelse

Illustreret af Claus Rye Schierbeck
86 sider
Forlag: Carlsen

Birte Strandby