Heldigvis kan let læst litteratur godt være spændende, og det er Hacker. Ronja Rosa er en tilsyneladende dygtig og velopdragen pige på 15 år. Det er i hvert fald det image hun skaber sig. I virkeligheden er hun tidens svar på Robin Hood. Hun er nemlig en dygtig hacker, og hun har besluttet sig for at skabe lidt retfærdighed i samfundet.

Det er ret let, når man kan hacke sig ind i virksomhedernes lønsystemer. Og Ronja vil gerne hjælpe sin hårdt trængte ven og hans mor. Desværre er det ikke nok at bytte rundt på kassedamens og butikschefens. Altså må Ronja finde på noget andet, og det gør hun. Hun er godt begavet og kan også opsætte halvskjulte kamaraer og udregne, hvornår bestemte villaer udvælges til indbrud. Hvis værdigenstandene allerede er stjålet, er det jo ikke tyveri at stjæle dem fra dem der har hugget dem?

Planen burde være skudsikker, men pludseligt har Ronja fået nye fjender.

Ronja er jeg-fortæller, og man kan næsten ikke lade være med at holde med hende, selvom hendes skelnen mellem retfærdige og skurke er lidt lodden i kanten.

Hacking bliver gjort til en dyd og et våben i kampen for retfærdighed, og Ronja finder at selv hendes egen familie hører til på skurkenes side. Der er flere værdier på spil, og romanen bør måske følges op af en diskussion om, hvordan man kan tilfredsstille sin retfærdighedstrang uden at lægge sig alt for meget ud med lovgivningen i et demokratisk samfund. Til gengæld er Hacker spændende, og læseren udsættes for både suspense og stilfærdige gys.

Kirsten Ahlburg & Morten Ahlburg

Hacker

75 sider

Straarup & Co

Udgivet: 14.03.2018

Birte Strandby