All little girls are terrible, but the Marquess, at least, has a very fine hat.

Det er ikke Dorothy i Oz, Potter på Hogwarts eller Alice i Eventyrland, men det er ret tæt på, da September lander i Fairyland.

Hun keder sig hjemme, hendes far er draget i krig, og hendes mor har ikke så meget tid til September, så hvad andet kan hun gøre end tage med, da Den grønne Vind tilbyder at tage hende med til Fairyland. Fairyland er nu ikke helt det lykkelige sted, som September havde regnet med – det har hun også fælles med Dorothy, Harry og Alice, ligesom åbenheden og den gode opdragelse.

Der er altid en ond dronning, og i Fairyland regerer den lede Marquess, der ligner en sød pige, men ikke vil tøve med at halshugge September, hvis September ikke skaffer hende et bestemt magisk sværd. Og med den mere end almindeligt sprælske fantasi der ligger bag denne fantasyroman, kan man ikke forestille sig, de udfordringer September møder. Heldigvis har hun hjælpere, en blå dreng, Saturday, og en drage, A-through-L der har sine vinger lænket til kroppen. Selv påstår A-through-L, at den ikke er en drage, og at dens far var et bibliotek. Og den har virkeligt vanskeligt ved at tro September, da hun påstår den har kunnet flyve.

Hvad mængden af overraskende fænomener og magiske væsener angår, slår denne roman de andre med flere hestelængder. I stedet for werewolf er der en wairwulf med et lidt anderledes adfærdsmønster end det varulven sædvanligvis lægger for dagen – og betydeligt mere stil:

Wairwulves are cultured. We have choirs and charity races and rotary clubs. It’s when we’re human that you must take care.

Det er ikke årtiets letteste roman, men den er proppet med humor og har så mange overraskende og mærkelige ideer, at den underholder på hver eneste side.

The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own making

Catherynne M. Valente

Illustreret af Ana Juan

328 sider

Much-in-little

Udgivet: 2011

Birte Strandby