Syv nye letlæsningsbøger for begyndere i serien Lyn 1. Lyn 1 er velegnet til børnehaveklasse og første klasse og karakteriseret ved max. at have 100 ord, 12- 16 sider, et lixtal på 7 og et lettal på 6-7. De syv nedennævnte bøger er skrevet af Marie Duedahl og udgivet af Straarup & Co.

 

Tex gør

Illustreret af Kim Dalsgaard

Tex er, som man måske kan gætte af titlen, en hund. Og han gør, fordi han har fået øje på en kat. Bo bliver sur, fordi Tex’ gøen forstyrrer ham, og ender med at give Tex et kødben, så han kan få lidt ro. Det virker, indtil den næste kat kommer forbi. Billederne er i kraftige farver, har mange detaljer og en betydelig dynamik, som det også kan ses i tegneserier. Katten sidder yndig og uskyldig, mens Tex og Bo raser og er ved at falde ud af vinduet.

Fie ser en fe

Illustreret af Kim Dalsgaard

Også Fie ser en fe er karakteriseret af farverige, voldsomme illustrationer, der nærmest vælter ud i hovedet på beskueren. Kun birolleindehaveren, den lille myg, virker som en undseelig og træt udgave af cykelmyggen.

Selve fortællingen går på, at Fie og Kaj ser et lille væsen. Kaj ser en myg, Fie ser en fe. Kaj mener, at myggen skal dø, og Fie bliver vred over, at Kaj vil myrde en fe. Voldsomt drama i farver på ganske få sider.

Pia ser en pil

Illustreret af Peter Hermann

Illustrationerne er lidt anderledes i denne, men stadigt farverige og dynamiske. Pia og Wu leger indianere. Wu har bue og pil og fyrer en pil af. Om han skulle have skudt et æble af Pils hoved i bedste Vilhelm Tell-stil er ikke klart, men i stedet får han skræmt en måge og rammer Pia i bagen. Her er ca. en sætning pr. dobbeltopslag, og illustrationerne dominerer bogen.

Pil er væk fra mor

Illustreret af Anne Pedersen

Pil er væk fra mor er en af mere tekstrige bøger i serien. Her er op til tre sætninger pr. dobbeltopslag. Historien handler om Pil der går tur med sin mor, bliver væk, bliver bange og ked af det – og finder sin mor igen. Fin lille fortælling der kalder på de smås empati og fine, rolige illustrationer med meget natur.

Tim får en tus

Illustreret af Kenneth Hegelund

Tim får en tus i fødselsdagsgave. Det bliver en gave til hele familien, for Tim tegner på sine familiemedlemmer, mens de sover, overskæg på far, horn i panden på mor. Men de hævner sig. Original og egentlig meget skæg. Illustrationerne gør det næsten til en ren tegneserie.

Sten får smæk

Illustreret af Kenneth Hegelund

Sten får smæk er en lidt anderledes bog. Her er mere tekst, op til fire sætninger pr. dobbeltopslag, tegningerne er lidt barskere, og der er ingen grund til, at vi skal kunne lide vores hovedperson. Allerede på første side står der: Sten er idiot. En idiot med et gevær. Pas på, dyr! Så er læseren ligesom forberedt på den brutale jagt Sten indleder. Det formildende består i, at de jagede dyr beslutter sig for at angribe Sten og ødelægge hans gevær. Livlige illustrationer og et lille indblik i dansk fauna.

Leo i en lastbil

Illustreret af Kim Dalsgaard

Med Leo i en lastbil får vi en bid realisme. Leos forældre er skilt, og han er hos sin mor i dag. Det kan blive en god dag, men så melder mor, at hun får besøg af Bo. Det er Leo bestemt ikke tilfreds med, men det viser sig, at Bo har sine fordele. Glimrende billeder der fortæller hele historien, selv hvis man ikke læser teksten.

Birte Strandby