Pære-perker-dansk er en fremragende lille novellesamling om hvordan det føles at være mørkhudet dansker. På hver sin måde behandler de ni forfattere og en tegneserietegner emnet på en interessant og spændende måde med novellens korte, indædte fortællestil og overraskende vendinger af situationer. Mikkel Sommers ti seriestrips danner en fin og ironisk ramme om fortællingerne.
Nasrin el Halawanis novelle ‘Sommer og København’ beskriver hvor vanskeligt det kan være for en muslimsk teenagerpige at forelske sig i en dansk dreng. Hvor problematisk det kan være når det tætte familieforhold bliver til et psykisk fængsel der konstant rummer muligheden for at blive et reelt fysisk fængsel med udgangsforbud.
Gunvor Reynbergs humoristiske novelle ‘Perlevenner’ om hvordan et par store drenges forsøg på at slå lidt mønt og sympatisex af en imæginær forfærdelig flygtningeskæbne ender helt sikkert ikke som drengenes havde forestillet sig er fornøjelig læsning.
Jesper Wung-Sung bidrager med en novelle om ‘Limbus’. Om det det fuldstændigt stillestående liv i asylcenteret hvor den lille familie langsomt forsvinder ind i vanviddet. Asylcenteret, stedet hvorfra ingen flugt synes mulig.
Janne Tellers ‘Fuglene, blomsterne og træerne’ er en indædt besk fortælling om at blive mobbet og være udenfor. Det magtesløse sorte raseri der vokser frem over at blive betragtet som ingenting – værdiløs.
Dorte Nors’ ‘Tre slags’ en finurlig lille historie om vellykket integration. Om hvordan man først og fremmest er jyde eller højrøvet københavnersnude, så er det mere bertydningsløst om man tilfældigvis skulle være tyrker.
Kristina Stoltz vender tingene rundt i ‘Jamilas far’. Han er en progressiv idealist, der er flygtet fra religiøs undertrykkelse. Da hans datters ungdomsoprør udmønter sig i konservativ islamisme med tørklæde og tidligt giftermål kan han ikke forstå, hvad der sker. Hvordan kan hans forsøg på at videregive sine idealer til børnene være gået så skævt?
Fatima AlZahara’a Alaktraktchi har en bitter historie ‘Cand. scient.’ om det nyttesløse i at tage en universitetsuddannelse med topkarakterer, når efternavnet alligevel sikrer at man bliver placeret i arbejdsøshedskøen. Det er den slags der kan føre til fremmedgjorthed og terrorisme, selvom der heldigvis er fredeligere måder at få afløb for sine frustrationer på.
Angel T. Kirkegaards har en rørende lille fortælling ‘Bounty’, om at have en sort mor og en hvid far og om at være den eneste farvede i landsbyen. Om hendes forundrign over mødet med begrebet kokosnød/Bounty i gymnasiet, og hendes erkendelse af trods alt bare at føle sig som almindelig dansker.
Pære-perker-dansk er en rigtig god novellesamling, der får belyst sit emne fra mange interessante synsvinkler og samlet set giver mange øjenoplukkende indblik i hvad det vil sige at føle sig anderledes og blive set på i en speciel optik. Hvor svært det er at kunne leve som en almindelig dansker selv efter adskellige generationer i Danmark.
Red. Tine Flyvholm
144 sider
Forlag: Høst & Søn
Udg.: 07.01.2011
Jan Vandall