Donald Trump repræsenterer en førstegenerations black-box AI-præsident, der alene drives af selvvalgte data og vildt svingende succeskriterier. Han er den form for bot, man kunne forestille sig at få, før det lykkes at skabe egentlig kunstig intelligens.

Sådan ender demokratiet handler ikke kun om Trump; men hvad foregår der, når demokratiet vælger en mand som Trump? Ifølge David Runciman er dette valg et af flere tegn på et sygt demokrati, der blot er et skalkeskjul for, at magten ligger et andet sted. Og Runciman har argumenterne med sig. Selv de ellers så stærke europæiske demokratier med de gode institutioner er truet – af os selv, vores ligegyldighed, den stigende ulighed, konspirationsteorier og bevidstløs bureaukrati.

Runciman indleder med en historisk gennemgang af demokratiet herunder en interessant oversigt over kuptyper – lederkup, løftekup, strategisk valgmanipulation – hvoraf nogle har til hensigt at nedkæmpe demokratiet, og andre har formået at fastholde et demokratisk look.

Særlig opmærksomhed får de politiske trusler mod demokratiet i det tyvende århundredes Europa. Et eksempel er Cypern i 2013, hvor en ny regering blev demokratisk valgt, hvorefter IMF, Europakommissionen og Den Europæiske Centralbank lukkede øens banker og dikterede betingelserne for deres genåbning.

Der er også en beskrivelse af Algeriet og de Gaulles diktatoriske nedkæmpning af oprøret i 1961. Der er kuppet i Grækenland i 1967. Sjovt nok mangler de spanske generalers forsøg på statskup i 1982, selvom de kom så langt som til at invadere parlamentet og sætte kampvogne på gaderne i Valencia. Generalernes blev ellers netop nedkæmpet af demokratiet. Som et mere moderne eksempel nævnes Brexitafstemningen, der viser, hvordan folkets krav om mere demokrati kan ende med at få den modsatte virkning.

Historien understøtter forfatterens tese, om at demokratiet ikke trues af hurtige kup men af langsom underminering, og den risiko er størst, hvor demokrati er blevet til normen, og vi ikke bemærker, når grænserne flyttes. Som det skete da Clinton forsøgte at udvide præsidentskabets administrative beføjelser, da Bush gjorde det efter 9/11 for at fremme krigen mod terror, og Obama for at bekrige ISIS.

Særlig bevågenhed får internettet og spørgsmålet fra forfatteren: Hvad skete der med internetrevolutionens demokratiske løfte? Det er et vigtigt spørgsmål. Internettet burde have været en gave til demokratiet, en måde at stille politikere til ansvar, kaste lys på uretfærdigheder i andre dele af verden. Den funktion findes, men samtidigt stiller brugerne sig til rådighed for dem, der vil målrette deres reklamer og deres produkt, og risikoen for fake news er til stede.

Runciman har skrevet en levende, vedkommende bog, og det er måske på tide, at vi tager vores demokrati op til revision og finder en fælles sag – klimakamp måske? – så vi kan styrke det igen.

Sådan ender demokratiet

David Runciman

Oversat af Lotte Follin

219 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby