Forlaget Super udgiver Læs-svært bøger til unge superlæsere. Teksten i Leonora & mormor er sprogligt på 4. klasses niveau, og teksten er ikke tilpasset nye læsere med korte sætninger og korte ord. Der er flere forklarende illustrationer, men fortrinsvis på faktasiderne.

Leonora går hjem til mormor hver torsdag efter skole, men en dag lukker mormor ikke op, lige meget hvor mange gange Leonora ringer på. En af de andre beboere i opgangen lukker Leonora ind, og da mormor stadigt ikke åbner, bliver Leonora inviteret ind til naboen. Naboen sender en sms både til mormor og til mor, og mor dukker siden op med en nøgle. Det viser sig, at mormor er død. Både Leonora og mor bliver meget kede af det. Mor ringer efter ambulancen og kontakter en bedemand.

Mor og Leonora skal vælge kiste og  blomster, og de taler med præsten. Det sidste omfatter en diskussion om, hvorvidt man skal synge Johnny Madsens version af ’Nu falmer skoven trindt om land’. Præsten hælder mest til den oprindelige udgave.

Der er faktasider om bisættelse, blomster, bedemand og andet der måtte være relevant i forbindelse med et dødsfald. Sproget er enkelt men dækkende, og bogen kommer godt rundt om alle aspekter ved dødsfald og begravelse, og den er præcis interessant nok til at appellere til unge læsere ned til indskolingsalderen, måske især til dem der har mistet et familiemedlem. Sproget er som nævnt tilpasset dygtige læsere, men Leonora som fortæller har også et overraskende stort ordforråd og mange relativt komplicerede tanker om døden.

Leonora & mormor

En læs-svært bog

Pia Ryding

Illustreret af Lea Hebsgaard Andersen

77 sider

Forlaget Super

Udgivet: 07.03.2023

Birte Strandby