Mathilde Walter Clark er en glimrende skribent, skarp, behageligt velformuleret og ikke tilbageholdende med hverken sproglige nykonstruktioner eller egne holdninger. Alligevel er ‘Det blinde øje’ ubehagelig læsning. For hvad er det egentligt, vi ser og læser i medierne? Er det sandheden? Og hvis det ikke er sandheden, hvad handler det så om?
Minkskandalen begyndte i oktober 2020. Alle landets besætninger blev slået ned for at forhindre en eventuel coronasmitte i at brede sig. Det drejede sig om adskillige millioner mink, og et helt erhverv blev lukket ned. Ganske vist et erhverv med underskud, men forventningen blandt avlerne var, at markedet var på vej op igen.
Forfatterens nysgerrighed pirres af et pressefoto af to grædende minkavlere, hvis besætning er blevet slået ned. Nysgerrigheden udvikler sig til et gedigent gravearbejde, og det er ikke småting, der kommer frem om alle de aspekter, vi helst ikke vil høre om, om aflivning – af dødsdømte i USA og af mink i kasser. Aflivningen tager mellem 15 sekunder og tre minutter, og at kalde det for en human aflivning er nok en tilsnigelse. Og det er ikke den eneste gang, en dyreart er blevet slået ned, fordi de har udgjort en potentiel risiko. Metoderne anbefales næppe af Dyreværnet.
Mathilde Walter Clark fortæller om erhvervet, om de ansatte på minkfarmene, ukrainere, rumænere og polakker, der med titel af ‘praktikant’ kunne opnå 72 kr. i timen. Ydermere kunne minkavlerne med en interessant, men for fagforeningerne sikkert ukendt praksis med ‘tilbagebetaling’ få lønningerne ned på 35 kroner i timen:
I hvert fald lod markedet for den uundværlige udenlandske arbejdskraft ikke til at nyde helt de samme arbejdsmarkedsretslige vilkår, som hvis der havde været tale om folk med navne som Henning og Anita.
Der er flere småting, som medierne tilsyneladende overser. Til gengæld er forfatteren fokuseret, så når Jyllands-Posten spørger hvorfor Fødevarestyrelsen havde hyret de ‘rumænske minkslagtere’ der kunne rende rundt som ‘små smittebomber’, er Clarks efterfølgende bemærkning: Kunne de ikke have elimineret smitterisikoen ved at entrere med nogle danskere i stedet?
Essensen er, at minkerhvervet havde sine brodne kar, en forbløffende mangel på dyrevelfærd, og at det i øvrigt var minkproducenterne, der scorede kassen. Bogen rummer megen overraskende information, men giver ikke et bud på, hvorfor medierne opretholder et falsk billede af faget og processen. I forbindelse med minkskandalen er det Mathilde Walter Clark der skriver historien.
Det blinde øje
Mathilde Walter Clark
281 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 28.09. 2023
Birte Strandby
Anmeldelse på Altinget.dk: https://www.altinget.dk/artikel/ny-bog-fortaeller-den-grumme-historie-om-minksagens-virkelige-skandale
Anmeldelse på litteratursiden.dk: https://litteratursiden.dk/anmeldelser/det-blinde-oeje
Mathilde Walter Clarks indlæg i P1 den 20. februar 2024: Mathilde Walter Clark
18 t. ·
I morges medvirkede jeg i Lars Trier Mogensens gode program på P1, Guld og grønne skove (og fik dermed et mærke til samlingen). Vi talte om hvor mange penge 30 milliarder egentlig er, om hvorfor de syv magre år aldrig ville blive afløst af syv fede, sådan som lykkedes minkbranchen at overbevise alle om. Vi talte om minkavlernes selvfortælling, om mediernes medløben og om det kæmpemæssige partsindlæg vi alle bevæger os rundt i. Og så talte vi om hvad vi skal være opmærksomme på når nu Svarer-udvalget i morgen kommer med deres oplæg til en C02-afgift på landbruget. Det er klart at landbruget stadig vil italesætte sig selv som nogen der ikke har nogen magt har over deres egne virksomheder, egne sats, egne valg og investeringer, og at de—hvis de skal holde op med at forurene— skal betales for det, ikke pålægges afgifter. Jeg havde skrevet fire sider med noter. Det kan man på ingen måde nå at sige på 25 minutter i radioen. Så her kommer lidt opfølgende bemærkninger til hvad vi skal være opmærksomme på i den kommende tids landbrugsdebat, en parlør, om man vil, til at navigere i landbrugs-spin:
“Fødevarer”:
– Som en landbrugsproducent sagde i Landbrugsavisen i weekenden: “Vi kan ikke producere fødevarer uden at der er klimaaftryk”. “Fødevarer” er abstrakt. Han sagde ikke noget om hvilke fødevarer han producerede. Men det fremgik af artiklen at der var gylletanke på hans såkaldte landbrug. Man må udlede at der nok ikke var tale om ærter og hestebønner. Mon ikke vi kommer til at høre meget om “fødevarer” og meget mindre om køer og grise?
“Biologiske processer” og “teknologiske løsninger”:
– Peter Kjær, formanden for lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug, sagde i samme avis: “Vi vil ikke som de eneste i Europa acceptere nogen som helst afgifter på de biologiske processer som handler om bøvser og prutter fra køer og grise”. Der er en idé om at problemet med de “biologiske processer” skal fikses PÅ selve dyret, fremfor det mere oplagte: at bringe antallet af dyr ned. Grise skal spise græs, og køer skal spise et hvidt pulver for at nedbringe bøvserne og dermed metanudslippet. Ingen ved hvad det hvide pulver gør ved koens fire maver, vommen, netmaven, bladmaven og løben der tilsammen indgår i et genialt og kompliceret fordøjelsessystem som det har taget naturen omkring to millioner år at udvikle. Den slags bekymringer forsvinder når man taler om “teknologiske løsninger på biologiske processer”.
“At mætte verdens munde”:
– “Vi har en forpligtelse til at mætte verdens munde”. Verdens munde sidder åbenbart på køer og grise i de danske produktionsanlæg, for hovedparten af vores afgrøder bruges til at fodre svin med. Hvis man brugte det nuværende landbrugsareal til i stedet at mætte verdens menneske-munde ville der være nok mad til hele Danmark og hele Tyskland.
“Forbrugeren”:
– Forestillingen om “forbrugeren” som en type med magt: “Vi producerer bare hvad folk vil have” og “Vi skal jo kunne afsætte vores varer”. (Man ser for sig et helt bjerg af rådne grøntsager som ingen efterspørger). Faktum er at vi er blandt de lande der har den største nettoimport af grøntsager. Vi importerer 70% af det frugt og grønt vi spiser, og stort set alt hvad der produceres af frugt og grønt i Danmark forbruges (fx importerede dette fordums så stolte æbleland i 2018 intet mindre end 52.000 ton æbler). Vi bruger kun 0,6% af landbrugsarealet på at producere frugt og grønt (i Holland bruger man fx 10%). Til gengæld havner 80% af landbrugsarealet i maven på grise og køer, og 80% af grisene og køerne havner i maven på en polak, en kineser eller en japaner.
Lækageargumentet:
– Så er der lækageargumentet, ideen om at det ikke må koste arbejdspladser (“Hvis ikke vi fortsætter den klimaskadelige virksomhed i DK gør de det bare i Polen—og Polen er værre”). Punkt 1: Polen & Co er ikke værre. De er alle cirka lige slemme. Og punkt 2: I følge den miljøøkonomiske vismand Lars Gårn Hansen så vil det koste samfundet 1,5 arbejdsplads for hver arbejdsplads man prøver at bevare i landbruget ved at undlade at sætte afgifter på forureningen. Plus en million kroner per bevaret landbrugsarbejdsplads. Om året. Her er spørgsmålet: Hvilke arbejdspladser synes landbruget og deres politikere vi skal undvære for at lade landbruget fortsætte med at forurene gratis? Sosu-assistenter, sygeplejersker, skolelærere? Hvem er det vi bedre kan undvære end forurenerne?
“Vi skal udvikle—ikke afvikle—landbruget”:
Det vil være en god idé asap at afvikle den floskel—og komme igang med at udvikle landbruget.