Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Danmark er et land med høj social mobilitet, men der er stadig større sandsynlighed for at akademikerens datter bliver akademiker, end at datteren af en misbruger gør. Osanka søger at kortlægge forskellene og kommer med bud på, hvordan skoler og institutioner kan bidrage, så motivationen for social mobilitet styrkes uanset baggrund.

Med til kortlægningen hører, at højtuddannede i større omfang opfatter deres børn som projekbørn der skal stimuleres, hvor arbejderfamilien forventer, at børnene i stort omfang finder ud af at klare sig selv. Det er lidt vagt formuleret i en ellers præcis bog, men til gengæld dokumenterer konkrete undersøgelser, at i veluddannede hjem hører den treårige mere end 2.000 ord i timen, mens et barn af lavtuddannede forældre hører ca. 1.200 ord, og et barn af forældre på overførselsindkomst hører godt 600 ord i timen.

Det handler med et Bordieu’sk begreb om social og kulturel kapital, og det store spørgsmål er, hvordan man får daginstitutioner og skoler til at bidrage med netop dette. Det er væsentligt at begynde tidligt af flere årsager:

… samfundsmæssige investeringer i småbørnsområdet giver væsentligt større afkast end senere investeringer i skole, uddannelse og arbejdsmarked.

Til afhjælpning af uligheden foreslår Csonka en education first-strategi der skal prioritere barnets læring. Det kan blandt andet ske i kommunens kontakt med misbrugsfamilier, i lærerens kontakt med forældrene. En undersøgelse i 2016 viste, at 75 % af alle familier gerne ville have vejledning i, hvordan de kunne styrke barnets skoleparathed, og Osonka peger på hvordan det kan blive til en mulighed for at tale samtale og samvær med barnet.

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse? er en udmærket debatbog der får sagt tingene klart og præcist, ikke mindst fordi forfatteren med en baggrund som social-klasse-springer har et godt blik for, hvor uligheden opstår – og forstår at formidle det på underholdende vis.

Forfatterens forældre er ungarske indvandrere, forfatteren er født i Danmark men slås af og til med danskeres forventninger til, at hendes baggrund vanskeliggør forståelsen for dansk kultur. Det er bestemt ikke tilfældet, men et enkelt sted sætter hun sig selv uden for danskernes gruppe, nemlig når vi bebrejdes tonedøvhed i forbindelse med kultur:

For selv hvis vi ser bort fra den skingre signalpolitik, har danskerne i almindelighed bare svært ved at forholde sig til mellemtoner, når det gælder social baggrund og etnicitet.