Hvad skal der til, for at forældre opdager, hvad de gør ved deres børn, når de skændes?

Gros forældre skændes, og de skælder hende ud. I skolen bliver hun drillet. Hun er magtesløs og frustreret. Og så bliver hun til en bjørn, en stor, vred brølende bjørn der løber ud i skoven og river buske op og vælter træer.

En dag løber bjørnen hjemmefra i vrede, ud i skoven, og der møder den en ulv, der tydeligvis også er frustreret. Det viser sig at være drengen Nor, og han er rigtigt løbet hjemmefra. Det er Gro ikke helt sikker på, at hun er. Nor er frustreret, fordi hans forældre foretrækker hans lillesøster, der er dum og ødelægger Nors ting.

Gro og Nor bliver til menneskebørn igen. Nor opdager, at hans lillesøster ikke kun er irriterende, og Gro opdager, at hendes forældre måske alligevel godt kan forstå, hvordan hun har det.

Illustrationerne er smukke akvareller i dæmpede, varme farver af birkeskove, ulv og bjørn, mens stregtegninger beskriver menneskerne, og hvordan Gro forvandler sig fra at være en pige til at være en bjørn.

Måske er bjørnen i bogen en god mulighed for at vise børn, hvordan vred frustration kan se ud, og hvad der skal til, for at man kan slippe af med bjørnen igen. Samtidigt fritages Gro for skyld: Vrede er ikke altid så let at styre, men det er vigtigt at forstå, hvordan den opstår, og hvad man kan gøre ved den.

Bjørnebarn er en god bog til oplæsning for de fem-syvårige, og der er stof til gode samtaler.

Bjørnebarn

Ane Bjørn

32 sider

Høst & Søn

Udgivet: 19.03.2019

Birte Strandby