Velkommen i skolen eller Din egen store bog med sjove historier om at gå i skole er skåret over samme fremragende læst som Velkommen i børnehaven. Målgruppen er børn fra fem til otte år, fra slutåret i børnehaven, hvor man dårligt kan vente på at skulle i skole, og til de tre første skoleår i 0.- til anden klasse.

Efter de fire første ‘egne sider’ følger et 42 sider uddrag af Clevins Jakob og Joakim, og vi får også 42 sider med Astrid Lindgrens udødelige historier fra Bulderby, Pippi og Emil med Lindgrens ‘børns’ møde med skolesystemet. Uffe Starks Fluer i klassen er i den grad underholdende ligesom Kim Fupz dejligt finurlige fortælling om Min uartige mund. Desuden får vi et herligt gensyn med Lund Kirkegaards Tippe Tophat og Frode hvor nogle af deres skoleoplevelser følger med.

Vi får et godt pædagogisk afsnit om trafikregler i forbindelse med Pixeline på vej til skole. Der er også ABC-remserne fra Alle Børns Citroner og nogle sider fra Min allerførste røde ordbog.

Velkommen i skolen er velegnet til både højtlæsning eller til selvlæsning for de børn, der kan det. Det er et flot koncept, der præsenterer tretten fremragende klassiske historier om børn og skolegang, og i lighed med børnehavebogen er der her masser af muligheder for at samtale med børnene om deres skoledag. Både forældre, bedsteforældre og for den sags skyld oldeforældrene får her lejlighed til at komme med bidrag fra deres egen skolegang og alle de gale streger de selv lavede og sammenligne ‘dengang’ med dagligdagen i nutidens skole. Det er bare at gå i gang.

Velkommen i skolen
Forfattere: Jørgen Clevin, Ulf Stark, Kim Fupz Aakeson, Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard, Niels Hartmann, Iben Hansen og Elizabeth Kiertzner.
Illustrationer: Jørgen Clevin, Mati Lepp, Ilon Wikland, Eva Eriksson, Paula Gerritsen og Dorte Karrebæk.
193 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 12.08.2010
jan Vandall