Arkivaren Elodie falder en dag over en tegning af et hus. Hun genkender huset, men har ingen anelse om, hvor det ligger. Senere opdager hun, at hendes mor tilbragte sine sidste timer der, inden hun døde i en trafikulykke. Og hun finder ud af, at hendes bedstemor var evakueret til samme hus med sine tre børn under 2. verdenskrig.
Huset viser sig at have tilhørt en berømt maler. Maleren havde en muse, og måske er det hende der spøger. I hvert fald forsvandt hun efter en ulykke i sommeren 1862, hvor en anden ung kvinde blev dræbt og et familieklenodie stjålet.
Elodie begynder at undersøge omstændighederne, uden at vide at Leonhard gjorde det samme i 1928, og at barnet Tip stiftede bekendtskab med spøgelset i 1940. Langsomt kommer sandheden frem, en kvinde er blevet dræbt i huset, og en anden var tæt på at dø.
Historien fortælles fra flere synsvinkler, fra Elodies, fra Leonhards, fra spøgelsets. Spøgelset er i øvrigt den eneste der kender hele historien, men til sidst opsamles alle løse ender, og læseren får del i drama og en kærlighedshistorie der strækker over mere end 150 år.
Det er en hyggelig og til tider spændende fortælling. Man har på fornemmelsen, hvad slutningen vil bringe, og når det handler om en fattig piges kamp i et Oliver Twist-miljø i 1850’rne, er det betydeligt mere interessant, end når det handler om en evakueret familie i 1945, også selv om det ene barn er synsk.
Kate Mortons romaner kan minde om fordum tiders Victoria Holt, omend med mindre vægt på kærligheden.
Urmagerens datter
Kate Morton
Oversat af Ulla Oxvig
480 sider
Cicero
Udgivet: 21.03.2019
Birte Strandby
