Mette Bording Nybo er enke efter Thomas Nybo. I bogen “Lev stærkt – dø smukt” beretter hun om ægtefællens sygdom og død. Men bogen er først og fremmest en fortælling om at håndtere sorgen, så hun og de tre sønner kan give slip og leve videre bedst muligt.

Thomas Nybo blev i 2015 diagnosticeret med myelomatose. Han var uddannet fysioterapeut og levede et ualmindeligt aktivt liv med masser af sport. Cykling var hans store kærlighed. Men da Thomas havde rundet de fyrre år begyndte ryggen at smerte. Under en rejse til Spanien eskalerer det. En læge insisterer på at han bliver udredt hjemme i Danmark. Snart står familien overfor en alvorlig kræftsygdom og et langt opslidende behandlingsforløb.

Thomas får stamcelletransplantationer med egne stamceller og med brorens celler. De oplever gentagne tilbagefald. I sommeren 2018 slukkes håbet definitivt.

I “Lev stærkt – dø smukt” fortæller Mette Bording Nybo hudløst ærligt om ægteskabet med sin mand, og de fire år de levede på lånt tid, mens døden bid for bid kom nærmere. Det er en rå og rørende beretning om at skulle miste, men samtidig insistere på at få det bedste ud af den sidste tid, man har tilbage.

Bogen er blevet til undervejs og efter Thomas´ sygdomsforløb – og i samarbejde med ham. Den er en del af deres fælles sorgbearbejdning. Undervejs i sit sygdomsforløb valgte Thomas og Mette at italesætte døden og den forestående begravelse. De tog hul på alle de praktiske gøremål det indbefatter og på dén måde blev sorgen knap så tung at bære, da døden endelig oprandt.

Thomas var med til forberede Mette på livet uden ham. Det betød, at han lærte hende en mængde praktiske og tekniske opgaver, som hun ikke tidligere havde taget sig af. De to fik også talt om Mettes liv, når hun blev alene. Thomas ønskede at hun måtte finde kærligheden på ny. Parret forbereder sig ganske enkelt til den forestående død, så Mette og børnene kan komme lettere igennem det. Det er meget bevægende og stærk læsning.

Bogen består af 28 kapitler, der er bygget op fra A til Å. Vi starter med ”Ametystbryllup” og afslutter med ”Åbenhed”. Undervejs er der alt fra ”Kærlighed”, ”Cykler”, ”Medicin”, ”Halleluja” og ’Ynk’. Alle kapitler indledes med et citat fra en sang, en mail eller et dagbogsnotat til eksempel. Under det enkelte kapitel er der flere forskellige nedslag i tid, som er tydeligt markeret med dato og årstal. 

Man mærker, at forfatteren læner sig op ad dagbogsnotater. Hendes baggrund som gymnasielærer – med en uddannelse som cand.mag. i fransk og dansk – kommer tydeligt til udtryk. Teksten er velskrevet og -formidlet! Det gør godt at vi både får lov at grine og græde undervejs.

Fortællingen kredser især om parrets relation og Mettes måde at håndtere sygdommen og døden på. Hun beretter om deres stærke kærlighed, men er også hudløs ærlig omkring, hvor udfordret hun blev, når Thomas insisterede på at deltage i alverdens halsbrækkende aktiviteter på trods af sygdommen. Døden er ikke let at danse med.

Thomas Nybo sover ind på et hospice omgivet af sine allernærmeste. Det er skildret på fineste vis. “Lev stærkt – dø smukt” er en lærerig og klog beretning om at gøre sig klar til at miste. Den viser, hvordan man kan forberede sig selv og sine børn på døden, så den efterfølgende sorgproces bliver knap så smertelig. Mette Bording Nybo har forfattet en smuk, smertelig og uafrystelig bog om at leve videre i kraft af det gode og meningsfulde farvel til den man elsker.

Lev stærkt – dø smukt

En fortælling om at turde sige farvel

Forfatter: Mette Bording Nybo

Forlag: Gads Forlag

204 sider. Hardcover m. smudsomslag 

Udgivelsesdato: 5. 2. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg