Flot og fængslende fortællekunst

Præsten Petter Kummel flytter med sin kone Mona og deres lille datter til Örarna i den ålandske skærgård. Her tager han fat på sin præstegerning, og hun tager fat på at være præstekone med stor energi og effektivitet – en effektivitet der udover jævnlig bespisning af sognebørnene også omfatter det lille landbrug, de to køer der hører til præstegården og en noget håndfast børneopdragelse, der afbødes af præsten der tager sig kærligt af sognebørn og eget barn. I det hele taget er han for god for sit eget bedste. Det er tæt på at koste ham hans pastoraleksamen, fordi han bruger den sidste vigtige tid før selve eksamen på at trøste en nødstedt.

Mona – hans inderligt elskede, stærk og ubestikkelig og ukuelig – er karakterfast; hun er den klippe han støtter sig til, når han konsekvent møder sine sognebørn med kærlighed, tolerance og begejstring:

Nu forstår han, hvorfor kirkerne har deres hvælv – for at kunne rumme den sang der bor i menighedens bryst.

Trods stærk tro tillader hans store forståelse for menneskene, at han stiller sig spørgsmålstegn ved de rammer religionen dikterer:

Det er et paradoks, at man holder konfirmationsundervisning med teenagere i en alder, hvor deres tanker er så opfyldt af kønnet;

Præsteparret står centralt i romanen, men der er også den russiske læge, der har efterladt et barn i Rusland, inden hun flygtede til Finland. Hun plages af sine egne dæmoner, men i det lille samfund er hun betydningsfuld. Hun består sin finske embedseksamen samtidigt med at præsten afslutter sin pastoraleksamen, og selv noget så prosaisk som en eksamen serveres i det fængslende billedsprog, der gør hele romanen til noget særligt.

…ristet over en sagte ild af en professor med afsmag for hendes russiske accent og på jagt efter en blottelse, som kunne bringe hende til fald. Lidet anede han, at han blot var en ubetydelig amatør blandt alle de undertrykkere, hun har kæmpet med.

Det er den lille fortælling i den store historie i slutningen af fyrrene efter en krig og en knaphedstid. Man kan finde ligheder mellem Hans Kirks daglejere og fiskere, Camilla Stockmarrs Udflytterne og Lundbergs enestående fortælling.

Ulla-Lena Lundberg

Oversat af Agnete Dorph-Stjernfelt
372 sider
Gyldendal
Udgivet: 2015 (2. oplag)