Jonasz er polak og dansker, bosat i København og tolker jævnligt for politiet. Han lever alene, men har god kontakt til Mehmet, livsklog kioskejer, der betaler moms, og Ejgil, indvandrer fra Jylland med stærk religion og uden vilje til at tilpasse sig det forhåndenværende miljø. Desuden er der Aga, smuk polak, der på en eller anden måde er involveret i en større smuglerhistorie samt et voldeligt ægteskab.
Det er en slags krimi, men krimien er kun en undskyldning for bogens opbygning, der fortæller lige så meget om politimanden, der er ved at krakelere på grund af vanskeligheder på hjemmebanen, om Ejgil der tydeligvis er noget forstyrret, og om hovedpersonen der med sin perfide humor og sin tilsyneladende troværdighed får sat turbo på begivenhederne, åbenbart uden at være helt bevidst om, hvorvidt det nu er tilsigtet, eller imødekommelse af øjeblikkets behov for nysgerrighed.
Lidt overraskende med en roman, der ligner en krimi, men overhovedet ikke rummer stereotyper. Det gør bogen til spændende læsning, ikke mindst fordi det er umuligt at gennemskue, om hovedpersonen – som i mange andre nutidige romaner en jeg-fortæller uden indsigt i de andre personer – gør grin med læseren eller er dybt seriøs. I hvert fald er slutningen overraskende i forhold til hovedpersonen og hans lakoniske accept af tilværelsen. Er der i en eksistentialistisk roman om menneskets søgen efter meningen med tilværelsen, mulighed for at leve lykkeligt til sine dages ende?
Bortset fra en beskeden irritation over, at man ikke ved præcist, hvad det er for en roman, man sidder med, er det ok læsning med et godt billede af mennesket under overfladen.
Forfatter: Christian Dalsgaard
272 sider.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Birte Strandby
