I Nexø huserer Kullemunken, købmanden der handler med kul og olie. Hans far har opbygget forretningen, men dør i 1932, og sønnen fører forretningen videre.

Han er ikke den fødte købmand, og han er en vredladen, kompleks mand. Lyspunktet i hans liv er Mutti, han kæreste og senere hustru. Han ved, at hun har elsket en anden, men kan ikke få sig til at hæve forlovelsen. De får fire børn, der vokser op med en streng, uretfærdig opdragelse. 

I huset i Nexø kommer også maleren Oluf Høst. Han er populær hos Kullemunken og Mutti, og hans tilstedeværelse gør tilværelsen lettere for dem begge. Deres ene søn får et maleri af Oluf Høst, og da han forsøger at sætte det til salg for at få midler til sine egne ideer, bliver han straffet af begge sine forældre.

Ellers lever Kullemunken en tilværelse som magtfuld mand i Nexø, men uden lykke. Værre bliver det, da Mutti genkender hans træk hos et barn på stranden, tydeligvis er det Kullemunkens afkom. En hemmelighed som alle i byen kender. Så smider hun ægtefællen ud af soveværelset.

Romanen handler om en mand der er havnet på den forkerte hylde i en tid, hvor man ikke selv måtte vælge sin vej, og hvordan hans vrede påvirker tilværelsen for alle omkring ham. Det er et billede af en tidsperiode, velfortalt men måske mest interessant, hvis man er fra Nexø og gammel nok til at have oplevet tiden fra 1950 og frem.

Mænd er på alle måder mere primitive end kvinder; det gælder alt både fra indlevelse og intuition til løgne og fantasi …

Kullemunken

Hans Frederik Munch

189 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2023

Birte Strandby