Den russiskfødte og tyskskrivende forfatter Katerina Poladjan beskriver den sovjetiske hverdag med monotoni, mange mennesker på for lidt plads og drømme der er alt for langt fra virkeligheden.

Scenen er sat i 1985 i en russisk by tæt på Moskva. Politiker og generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti Konstantin Tschernenko er død, og Chopins begravelsesmarch brager igennem i radioen. I en kommunalka, en fælleslejlighed, bor seks lejere der skal dele badeværelse og køkken med hinanden. På det ene værelse bor Janka med sin datter, sin mor og sin mormor. Janka arbejder om natten på en pærefabrik. Hun skriver vrede sange og planlægger en koncert, men har problemer med at få fat i en guitar. Jankas mor følger sit barnebarn til børnehaven og arbejder selv på et museum, og hendes mor er pensioneret, men arbejder stadigt på sin gamle arbejdsplads sygehuset.

Sørgemusikken i radioen varsler nye tider, Mikhail Gorbatjov bliver den nye generalsekretær, og med ham kommer også reformer, men det ved vores karakterer ikke noget om, selv om de opfanger, at noget er ved at ske.

Vi følger karaktererne i hver deres forsøg på at overleve en tilværelse der ikke levner meget plads til individualisme. For nogle er det lettere at forstå end det er for andre. Først til sidst opfatter man som læser, hvor langt ude fortællingen er, og hvordan den hverdag som vi opfatter som karakterernes normal, udvikler sig til noget der er surrealistisk, uhyggeligt og uforståeligt.

Katerina Poladjans portræt af Janka og hendes familie er fra 1985, men det kunne også have været fra 1960 eller 2000, måske er det et almentgyldigt billede af russisk overlevelse. Fængslende og foruroligende.

Menneskene har endnu ikke forstået at der ikke er en personlig lykke uden at alle har det godt. 

Fremtidsmusik

Katarina Poladjan

Oversat af Ann-Claire Olsen

192 sider

Klara W.

Udgivet: 2023

Birte Strandby