Vi, der er vokset op og har levet under den kolde krig, har nok ikke ret tit tænkt med taknemmelighed på, at den ikke udviklede sig til varm krig.
Ved læsning af kapitel “Den skjulte planlægning”, løber det koldt ned ad ryggen. Her fortælles om det hemmelige arbejde, som myndighederne foretog i årene fra 1950 og frem for at få folk og land bedst mulig igennem en krig.
De gjorde det ud fra en forestilling om, hvad en krig, som med stor sikkerhed ville blive udkæmpet med atomvåben, ville forvolde af skader.
I planerne blev der oprettet hjælpecentre rundt i landet, hvor flygtningestrømme fra de store byer ville begive sig hen. Der var påbud til alle landets kommuner om at udpege jord til massebegravelser af de mange døde. Det ville være uoverkommeligt at foretage individuelle begravelser.
Vognmænd og entreprenører måtte indstille sig på at aflevere deres materiel til udbedring af skader. Planlæggerne løb ind i det problem, at det måtte forudses, at alle ansatte i disse firmaer gjorde en eller form for krigstjeneste, så der ikke var folk til at betjene maskinerne. Hvad så? Jo, et korps på 1000 kvinder skulle oprettes til at klare betjeningen af dette materiel.
Her er kun nævnt få af de mange planer, som myndighederne udarbejdede – men som lykkeligvis blev i skuffen, og de fleste er arkiveret. På flere af de udlagte begravelsespladser blev der rum til de levende – arealerne blev bebygget.
Bogen er skrevet af museumsinspektørerne Ulla Varnke Sand Egeskov og Bodil Frandsen, Nordjyske Museer. Under dette hører koldkrigsmuseet REGAN Vest som åbnede i februar 2023. REGAN Vest blev bygget fra 1963 til 1968 i den størst mulige hemmelighed og skulle i påkommende tilfælde huse regenten, regeringen og det centrale embedsværk. I alt 350 personer, som kunne være centrale for landets demokratiske styre under en krig. Demokratiet sidste bastion, som det hedder i teksten.
Bogen giver et kort rids af den kolde krig, fra 1945 til murens fald i 1989.
Anden verdenskrigs slutning bragte verden ind i atomalderen. Her fortæller forfatterne, at mange så store muligheder for menneskeheden. Ordet atom var ligefrem var sexet og blev brugt i andre sammenhænge. Men efterhånden som der blev foretaget prøvesprængninger af større og større atombomber, begyndte frygten at brede sig. Og gav næring til græsrodsbevægelserne, der var imod atomvåben og NATO. Der opstod dog også en modbevægelse, der mente NATO kunne sikre vor frihed mod Sovjet.
I 1962 modtog alle husstande i Danmark pjecen “Hvis krigen kommer”, fyldt med anvisningerne på, hvordan befolkningen skulle forholde sig, hvis en krig med brug af atomvåben brød ud.
Forfatterne mener, at ikke alle råd var brugbare, men noterer, at det vigtigste formål med pjecen var at højne moralen, appellere til sammenhold og til at blive en del af totalforsvaret. NATO havde overfor medlemslandene netop understreget nødvendigheden af, at holde befolkningens moral oppe. Hvis håbet blev opgivet og der udbrød panik, ville folket hurtigt udvikle sig til en “uorganiseret og hærgende pøbel”. I så fald ville samfundet hurtigt bryde sammen.
Bogen kan på en måde betragtes som et katalog til Koldkrigsmuseet Regan V, som publikum i stor stil har taget til sig. Der er ligefrem flere måneders ventetid på billetter. Men naturligvis er det først og fremmest en bog om et stykke væsentlig danmarkshistorie.
Der er ikke sparet på udstyret. Bogen indeholder et væld af fotos blandt andet af inventaret i anlægget, tegninger, propaganda plakater m.v. Papirkvaliten er også i top.
Hvis (atom)krigen kommer
Danmarkshistorie
Forfattere Ulla Varnke Sand Egeskov og Bodil Frandsen
145 sider, rigt illustreret
Udkom januar 2024
Gads Forlag
Anmelder Bjarne Gregersen
