Kim Byeongsu er seriemorder, han har alzheimers, og romanens første sætning lyder: Det er nu femogtyve år, siden jeg sidst har myrdet nogen.
Eunhee er hans datter. Det vil sige, det er hun ikke, men hun har boet hos ham, siden hun var lille, fordi han har myrdet hendes mor. Moren (og faren) ligger begravet i i bambusskoven i baghaven ligesom de andre ofre. Kim har gennemført de mange mord med omhu og på baggrund af grundig research.
Nu er han begyndt at mærke den forsvindende hukommelse. Han prøver at fastholde den med post-its og diktafon, men der opstår huller.
Eunhee kommer hjem med en kæreste, og Kim tror, at kæresten er seriemorder og beslutter sig for at begå et sidste mord – på Eunhees kæreste, så kæresten ikke dræber hende først. Men et eller andet er galt. Er Eunhee død?
Elever fra politiskolen kommer på besøg sammen med en lokal kriminalkommissær. De er ved at undersøge uopklarede mord og kommer for at spørge Kim til råds, fordi han har boet så mange år i området.
Romanen er skrevet i jeg-form, og Kim er en fantastisk fortæller der ind i mellem beretningerne om tidligere mord forsøger at forklare, hvordan sygdommen bevæger sig ind på ham. I den henseende minder romanen lidt om The Father med Anthony Hopkins, der som vores hovedperson opfatter forskellige forandringer i hjemmet – Har vi hund? Vi har da aldrig haft hund.
Og som i filmen ender vi med ikke at vide, hvad vi ved. Der er noget, der ikke stemmer i dette et eventyr, fortalt os af en dåre med larm og bulder …
En morders dagbog er et glimrende og fascinerende stykke litteratur. Velfortalt, til tider humoristisk – som når de fem politiskoleelever spørger til seriemorderens hukommelse og bidrager med opklaring, mindre humoristisk og mere tragisk da det viser sig, hvad der er sket med Eunhee, men en fin læseoplevelse.
En morders dagbog
Kim Young-Ha
Oversat af Brit Kim
237 sider
Korridor novella #18
Udgivet: 24.11.2022
Birte Strandby
